Olivenoliesmagning

I sidste uge blev jeg kontaktet af Gaea, som producerer græske olivenprodukter. Olierne har modtaget adskillige priser, er CO2-neutrale og lavet med omtanke for miljøet (en del af dem er også økologiske).
Jeg modtog en dejlig solskinspakke med 3 forskellige olier, en tapenade og en bruschettaspread samt 2 glas økologiske oliven.

Tapenade får altid hurtigt ben at gå på herhjemme, da både min datter og jeg er vilde med det. Denne er lidt grov i det, og er derfor nok ikke til tapenade-nybegyndere (prøv i stedet denne), da den smager meget af oliven, men heldigvis ikke af mærkelige tilsætningsstoffer osv. Med andre ord: Glasset er nærmest tomt! Bruschettaspread’en er jeg ikke vild med, den smager lidt sødligt, og af billig olie. Min datter kunne dog godt lide den, og mente at den ville være fin ovenpå pasta. De 2 glas med oliven blev gemt til en anden god gang – jeg er vild med oliven, så de skal nok forsvinde.

Nå, men det var den smagning vi kom fra. Vi gik systematisk til værks, skar groft brød i tern, og hældte de tre olier op på en tallerken. Både min datter og jeg elsker god olivenolie, men plejer altså at sværge til italiensk olie (man er vel italiofil!), så vi var spændte på at smage de græske olier. Her er hvad vi syntes om de 3 olier:
Kritsa: Tydelig smag af peber, citronnoter og en fin duft af græs. En god olie til dressinger og lignende, samt en god all-round olie.
Sitia, Crete D.O.P.: En fin smag af æble (der stod også frugtig smag på flasken). Smagte af for lidt til min smag, men er man til milde olier, er denne lige i skabet.
Kalamata D.O.P.: Lavet af de kendte kalamata-oliven, som bestemt ikke er til nybegyndere, da de har en meget kraftig smag. Det har olien sjovt nok også, den smager kraftigt af peber og markant af oliven. En rigtig lækker olie, som ville gå til dressinger, tapenader og lignende.

Konklusion: Jeg kunne godt finde på at købe både Kalamata og Kritsa en anden gang, men efterfølgende smagte datteren og jeg lige (igen) på den gode italienske olivenolie, vi købte på San Giovanni (125 kr for 1 l.), og den kunne vi nu bedst lide 🙂 Men olivenoliesmagning som familiehygge skal bestemt ikke underkendes…

2 kommentarer
  • Peter siger:

    Olivenoliesmagning lyder vist for de fleste som lidt af en mærkelig hobby 🙂 Selv har jeg mange venner, som stadig mener, at olie er olie, og at det ikke spiller nogen rolle, om det er lavet på raps, oliven mv. Sidder pt. og læser på iPad’en på en strand i Italien, og har hermed besluttet mig for, at vi da skal have lidt gode olier med hjem fra ferien hernede. Tak for god inspiration og ha’ en god sommer 🙂

    • Signe siger:

      Velbekomme. Jeg er altid glad for at kunne inspirere.
      Jeg slæber altid olie og eddike med hjem fra ferier, men har kun en enkelt gang været til en rigtig oliesmagning, hvor man drak olie af små eau de vie-glas; lidt voldsomt.

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *