Instant kakaopulver

Hvem elsker ikke en god kop varm kakao, når vinden rusker og frostvejret får kinderne til at blive røde?
Herhjemme er vi ikke de store fans af Nesquick, det er simpelthen for sødt og for blah. Jeg har næsten altid en pose Callebaut mørke chokoladeknapper stående, og har så bare hældt et par skefulde af dem i kop varm mælk, og kaldt det varm chokolade. Det bliver bare aldrig helt opløst, og dermed slet ikke lige så godt som “ægte fødselsdagskakao”, der er lavet i en gryde med kakao, sukker og chokolade og måske ovenikøbet toppet med en skefuld flødeskum; mmmmmmm!

For nylig faldt jeg over en opskrift på instant kakaopulver på den amerikanske blog smittenkitchen.com, og det kan altså kun anbefales. Det smager fuldstændig som den gode hjemmerørte kakao, og det er bare et par skefulde i en kop varm mælk, så nemmere bliver det ikke.
Vi havde nogle chokoladerester fra årets konfektproduktion, så det blev grofthakket og kom i foodprocessoren. Har du ikke sådan én, kan chokoladen rives groft og blandes med de øvrige ingredienser.

Instant kakaopulver (en stor portion)
250 g mørk chokolade (mindst 50%)
120 g kakao
300 g hvidt sukker
½ tsk salt
3 spsk maizena
1/4 stang vanilje (eller en spsk god vaniljesukker)

Hak chokoladen groft og kom den i en foodprocessor med de øvrige ingredienser.IMG_1354

Kør massen til den er helt jævn og hæld den over i en lufttæt beholder.
Når du vil lave varm kakao varmer du bare en kop mælk i mikroovnen (eller i en gryde), og tilsætter 1-2 spsk kakaopulver. Rør rundt og nyd. Hvis du er til skumfiduser eller flødeskum, kan kakaoen sagtens toppes med det ene eller det andet.
Kakaopulveret kan holde sig i et par måneder.

IMG_1363

2 kommentarer
  • Anne-Marie siger:

    Det lyder lækkert. Den rene chokolade kan også bruges, hvis den smeltes sammen med lidt af mælken og der derefter tilsættes mere mælk etapevis 2-3 gange. Jeg smelter det i koppen i microovnen. Hvis cacaoprocenten er høj, vil de fleste nok have lidt sukker i. Omkring 50 % kan fint stå alene. Men det er selvfølgelig ikke så hurtigt, hvis man skal lave mange kopper.

    Godt nytår
    Anne-Marie

  • Skriv et svar til Anne-Marie Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *