Hverdagsdunser med pastinak

Vi spiser utrolig meget mad som aldrig rammer bloggen. En del er bare ikke noget særligt, og andre gange er det varianter af allerede bloggede opskrifter, såsom burgere, pizza, millionbøf og boller i karry.  Jeg har før blogget om frikadeller, men disse var lidt mere fiberrige. Kød er efterhånden blevet så dyrt at det kan være en fordel at tænke i “krigstanker”, hvor man simpelthen tilfører grøntsager for at strække kødet. Jeg har flere gange med held kommet moste rodfrugter i burgerbøfferne, og fik derfor lyst til at prøve det samme med frikadeller.
Jeg kørte farsen på min foodprocessor, men den kan sagtens røres i hånden.
Vi fik blot rugbrød og gulerodssalat til, men de ville også være super med et mere klassisk tilbehør. Dellerne er skønne og saftige, og min yngste datter (aka den grøntsagsudfordrede) var vild med dem.

Hverdagsdunser med pastinak (4 pers.)
500 g hakket svinekød
2 pastinakker eller persillerod (ca 150 g renset vægt)
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 æg
½ dl hvedemel
½ dl havregryn
2 dl mælk
8 blade frisk salvie (1 tsk tørret)
½ tsk revet muskatnød
friskkværnet peber
½-1 tsk salt

Skræl pastinakkerne og riv dem fint. Riv også hvidløgsfeddet. Hak løget meget fint. Hak salviebladene fint. Jeg rev pastinakken, og kørte derefter resten på foodprocessoren. Kom kød, mel, havregryn og æg i skålen. Tilsæt krydderier. Ælt farsen sammen og tilsæt mælken lidt ad gangen til du har en lind fars. Lad den trække på køl i mindst 15 minutter.
Steg frikadellerne i en blanding af smør og neutral olie til de er brune og gennemstegte. Server med valgfrit tilbehør.

6 kommentarer
  • Anne siger:

    Forleden dag så jeg hakket oksekød med moste grønsager i Fakta’s køledisk – jeg skal da love for, at kreativiteten blomstrer:-) Jeg foretrækker nu at blande grønsagerne i selv – plejer at lave frikadeller med gulerod og havregryn, men dine ser gode ud, så det skal måske prøves næste gang:-)

    Mange hilsner fra

    Anne.

    • Signe siger:

      Jeg vil nu også helst tilsætte mine egne grøntsager. Du kan roligt prøve denne variant, de var et hit 🙂

    • Signe siger:

      Ideen vandt faktisk en pris sidste år – men jeg foretrækker nok at tilsætte mine egne grøntsager, er bange for at man kommer til at betale endnu mere for kødet på den der måde.

  • Piskeriset siger:

    God idé med at snige pastinakker ind i dunserne. Kan godt lide den saftighed og den ekstra smag, det giver 🙂

  • Jenny siger:

    Jeg kommer altid en rodfrugt i min fars, ikke af hensyn til økonomien, men fordi jeg synes det giver en god smag og forhindre at det bliver tørt – og så er det en god måde at få lidt flere grønsager på.

  • Skriv et svar til Jenny Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *