Fødselsdagsboller

Når man har fødselsdag har man krav på at blive forkælet fra morgenstunden, og hvad er bedre end at stå op til lune boller og varm kakao? I dag er det min yngste datters 8 års fødselsdag, og til trods for den lovede heldagsregn, så har hun faktisk været temmelig sød i løbet af året (det må være nogle andre fødselsdagsbørns skyld…), og selvfølgelig skulle hun forkæles med sang og varme boller.

Da jeg var barn og havde fødselsdag, var det bare årets bedste dag, og at komme ned til sådan et varmt køkken der duftede af boller og kakao var det bedste. Da jeg blev lidt ældre tænkte jeg tit over hvor tidligt mine forældre mon stod op, for at kunne stable alt det på benene kl. 6.30 om morgenen – nu ved jeg at det bare handler om forberedelse 🙂
I dag stod jeg op kl. 6 som jeg plejer, tog bollerne ud af køleskabet og tændte for ovnen, gik så i bad og bagte boller og lavede kakao da jeg var færdig. Så vækkede vi barnet med flag og sang, og kl. 6.40 sad vi alle bænket om bordet – ikke spor stresset!
Grundopskriften til bollerne er fra et meget gammelt blad; jeg har i hvert fald lavet dem et par gange om året i 15 år. Opskriften var egentlig uden smagstilsætning, men herhjemme kan vi bedst lide dem på kardemomme, så det er de også her.

Fødselsdagboller (12 stk)
3 dl vand

½ pk. gær
2 spsk neutral olie (eller lidt smeltet smør)
1 tsk salt
1 tsk sukker
½-1 tsk st. kardemomme
ca. 500 g mel (gerne ubleget, men ikke for groft)

Opløs gæren i vandet, og tilsæt olie, salt, sukker og kardemomme. Kom mel i lidt af gangen, og ælt til en smidig dej (jeg bruger røremaskinen, men det kan sagtens gøres i hånden).
Kom dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Del i 12 nogenlunde lige store stykker og form dem til boller. Placer bollerne på en plade med bagepapir og kom et viskestykke over. Stil hele bagepladen ind i køleskabet natten over.
Om morgenen tages pladen ud af køleskabet, ovnen tændes på 225 grader, og når den er varm bages bollerne i ca. 12 minutter. De kan evt. pensles med lidt æg, hvis man gerne vil have blanke boller – jeg gør det sjældent (lige der bliver jeg nærig med de økologiske æg…).

11 kommentarer
  • Ibs siger:

    Morgenfødselsdag på den måde er bare det BEDSTE! Tillykke 🙂

  • Brødet siger:

    De ser gode ud, dejlig nem opskrift og god ide med kardemomme

  • Jule Mig siger:

    Jamen STORT TILLYKKE og hvor lyder det bare hyggeligt !!!

    Det må jeg prøve at få planlagt til den næste fødselsdag her i huset !

    Hyggehygge
    Marianne

  • Piskeriset siger:

    Hjemmebagte boller om morgenen på ens fødselsdag – det er bare såå godt! Tillykke med hende 🙂

  • Signe siger:

    Barnet havde en herlig dag, selvom jeg personligt godt kunne have undværet 12 vilde piger der invaderede hjemmet og spillede på ALLE datterens (ellers glemte) instrumenter 🙂
    Tak for tillykkerne!

  • Hanne's verden siger:

    Lidt forsinket tillykke 🙂
    Bollerne ser nu også temmeligt smukke ud uden blank overflade!

  • Signe siger:

    Tak, Hanne. Vi sidder lige og puster ovenpå en veloverstået fødselsdagsweekend 🙂

  • foodfanatic siger:

    Hej Signe
    Uhm, der boller ser super lækre ud. Det lyder som om, at hun rigtig blev forkælet. Hvemd er dog bare var barn igen. Tror jeg vil prøve med kardemomme næste gang. Det lyder lækkert.
    Kh Nadia

  • Signe siger:

    Vi elsker boller med kardemomme herhjemme, det er bare ren forkælelse 🙂

  • Laila siger:

    Hos os er rosiner et MUST i fødselsdagsbollerne! Det er så lækkert – prøv det! Det handler vel om en dl eller to, alt efter hvad man lige er til:)

    • Signe siger:

      Personligt elsker jeg rosiner i bagværk, men det er virkelig noget som deler vandene. Kender mange som afskyr det

  • Skriv et svar til Brødet Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *