Chokoladeroulade med peanutbutter-smørcreme

Forleden skulle jeg sige tak til en kollega, som havde gjort mig en tjeneste, og taget en af mine vagter i sidste øjeblik. Da jeg ved at han er ret kageglad, ville jeg gerne gøre lidt ekstra ud af det. Samtidig havde Rosa snakket om at vi da skulle prøve at lave roulade (jeg har lavet det før, men det kunne hun ikke lige huske), så herfra udsprang ideen. Da jeg kiggede i Sifs første kagebog, faldt jeg over en opskrift på en peanutbutter-smørcreme, som ligesom sprang i øjnene. Jeg lavede den dog med crunchy peanutbutter, både fordi det var det jeg havde, men også for at give lidt knas til den ellers ret bløde roulade.
Jeg vil advare om at rouladen er temmelig tung, man kan godt få svært ved at klemme mere end et enkelt stykke ned, men smagen er til gengæld fabelagtig (og ja, den smager lidt af Snickers…).

Chokoladeroulade med peanutbutter-smørcreme (1 stor – 10 pers.)
3 æg
150 g sukker
50 g mel
½ dl kakao
1 tsk bagepulver

Pisk æg og sukker helt lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver og kakao sammen og sigt det i dejen mens der piskes. Bred dejen ud på et stykke bagepapir (du behøver ikke folde kanterne op) – næsten helt ud til kanterne. Bag dejen ved 230 grader i 5 minutter – den bliver hurtigt mørk, så pas på. Vend bunden ud på et sukkerstrøet stykke bagepapir, og dæk med et hårdt opvredet viskestykke. Lad bunden køle helt af, mens du laver smørcremen. Træk bagepapiret forsigtig af når bunden er kold.

Peanutbutter-smørcreme
100 g crunchy peanutbutter
100 g smør
250 g flormelis
25 g kakao
1 dl mælk
1 tsk. vaniljesukker

Pisk smør og peanutbutter sammen til det bliver lyst. Bland flormelis og kakao og hæld det langsomt i smørmassen, mens der piskes. Pisk mælken i cremen og smag til med vaniljesukker.

Fordel cremen på den kolde bund, og rul den forsigtigt sammen med hjælp fra bagepapiret. Læg rouladen på et bræt og stil den på køl i mindst 3 timer – gerne natten over.
Server med masser af varm kaffe eller te.

16 kommentarer
  • Marie siger:

    Du glemmer at fortælle hvad din kollega sagde da du gav ham kagen?.. 🙂

  • Piskeriset siger:

    Åh, den ser god ud! 🙂

  • KokkeKongen siger:

    Jeg tar da også gerne en af dine vagter hvis det munder ud i en kage hver gang 🙂

  • OMG! Sikke en laber roulade. Den må jeg prøve :-p

  • […] jævnligt. Datteren og jeg valgte at teste maskinen ved at lave en gentagelse af den utroligt lækre chokoladeroulade med peanutbutter-smørcreme. Her skal både laves en klassisk æggesnaps, og piskes en lidt mere hård masse af smør, […]

  • Laila siger:

    Oh. My. GOD!

  • Laila siger:

    Halvdelen af mælken kan evt erstattes med appelsinjuice. Også rigtig godt – og frisker lidt op!

  • bum siger:

    1/2 dl kakao veger 25 g

  • Skriv et svar til Laila Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *