Brød på bagesten

Det her brød er som udgangspunkt ikke meget anderledes end det fantastiske no knead bread, forholdet imellem mel og vand er stort set det samme, men dette brød skal altså for alvor “kneades”. Her snakker vi røremaskine, mindst 10 minutter på mellem hastighed, indtil dejen bliver sammenhængende. Er du en tålmodig person (eller bare ikke har en røremaskine), kan det godt gøres i hånden – men det er en langsommelig proces.
Jeg bager brødet på en bagesten, men hvis du ikke ejer sådan én, kan en opvarmet bageplade gøre det.
Brødet kan med fordel bages med hvedesurdej, som jeg blot laver ved at gemme en klat dej fra sidste bagning (det skal nævnes at jeg bager RIGTIG meget, så det er nok ikke alle der kan nøjes med det). Tit vil hvedesurdej blive for sur og dø, hvis den ikke holdes ved lige, hvilket betyder at den skal tilsættes lidt vand og lidt mel dagligt. Prøv dig frem – det bliver også super med lidt gær, hvis du ikke gider besvære dig med surdej.

Brød på bagesten (2 stk)
8 dl koldt vand
5 g gær
200 g rugmel (eller andet grovmel)
800 g ubleget hvedemel
30 g salt

Kom hele molevitten i røreskålen til din røremaskine (nej, jeg opløser ikke gæren først, det skal det nok blive i maskinen). Lad maskinen røre det sammen på lav hastighed og skru så op til medium. Lad maskinen røre i ca. 10 minutter, til dejen begynder at hænge sammen og bliver til en “klump” på krogen.
Sæt låg eller film på skålen og lad den hæve natten over (et sted mellem 8 og 10 timer) ved stuetemperatur.
Varm ovnen op til 240 grader og læg din bagesten derind (eller bare en bageplade). Kom rigeligt mel på bordet, og hæld dejen ud herpå. Del dejen i to med en skarp kniv, og form dejen til to brød – endelig ikke banke luften ud af dejen, de skal bare formes let. Kom brødene på den varme bagesten og bag dem i 30 minutter midt i ovnen. Lad dem afkøle på en rist. Holder sig gode og saftige i mindst 3 dage.

22 kommentarer
  • Hanne K siger:

    GUF, jeg bliver sulten!!

  • Ibs siger:

    Årh manner, det vil jeg prøve, straks jeg kommer hjem.

  • Åh, det må jeg prøve! Købte for en del år siden en stor gulvklinke i Silvan (!!) til en flad 20’er – den fungerer fortrinligt som bagesten. Bare et tip ;o)

    • Signe siger:

      Jeg har før hørt at man kan bruge en gulvflise, men nu har jeg jo allerede en “officiel” bagesten 🙂 Men godt tip i øvrigt!

  • Susan Malmkvist siger:

    Umh! Lækker og nemt!

  • Uhm, det skal jeg snart lave. Det er lææænge siden jeg lavede et brød der endte lige præcis som jeg ville ha’ det

  • Birte Hartvig siger:

    Bager disse skønne brød hver weekend. Familien vil ikke have andet efter jeg fandt denne opskrift hos dig. Brødene bliver fantastiske selvom man ikke har en bagesten.

    • Signe siger:

      Godt at høre. Jeg bruger også fiffet med at røre dejen lææænge i andre brødopskrifter, og brødet bliver simpelthen suverænt.

  • Anette Christensen siger:

    Hej Signe.Har anskaffet en bagesten i stål.Inden brug smurte jeg den ind i olie,som anbefalet.Brødene hang meget i ,så bundene blev hængende fast i bagestenen.Hvad har jeg gjort forkert?
    Venlig hilsen Anette

    • Signe siger:

      Min bagesten er af sten, stålmodellen har jeg ikke forstand på. Ved dog at man skal sørge for at bagestenen er gennemvarm (ca. 15 min ved fuld varme), førend man kommer dejen på, da det ellers kan hænge i. Det har jeg også prøvet med grydebrød

  • Bager siger:

    Jeg har rigtig gode erfaringer med stålstenen fra http://www.bag-mand.dk

    Hvis stenen er meget varm sidder intet fast i den.

  • Leif siger:

    Jeg kan klart anbefale bagestenen i jern fra http://www.bagesten.dk – jeg gør som de anbefaler, nemlig at lade brødet hæve på bagepapir og med den medfølgende brød-spade bliver det hurtigt overført til den varme bagesten i jern. Samme fremgangsmåde med pizza’er – som iøvrigt bliver helt fantastiske og lækre sprøde når de bages ved høj temperatur på bagestenen.

    Mvh. Leif

  • Anders siger:

    Hej Signe.

    Har lige lavet dette brød og det er rigtig lækkert. Min favorit indtil videre. Der kommer dog et stort aflangt lufthul langs toppen af brødet. Har du en idé om hvad dette kunne skyldes?

    • Signe siger:

      Dette er klart mit go-to brød, som jeg bager rigtig ofte. Hullet i toppen plejer at være en indikator på at dejen er lige ved at være overhævet. Prøv at lade det hæve i lidt kortere tid, eller brug endnu mindre gær.

  • Anders siger:

    Super, jeg vil prøve det næste gang. Det bliver også mit go-to brød kan jeg mærke. Meget imponeret over forskellen det gør at bruge Søris mel. Det er helt fantastisk. Tusind tak for denne opskrift!

  • Skriv et svar til Anette Christensen Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *