Total børnevenlig lagkage

I forbindelse med Rosas 8 års fødseldag havde hun selvfølgelig selv valgt dagens lagkage; den samme som hvert år!!! Jeg har formentlig lavet den samme de sidste 5 år til hendes fødselsdag – det der med at prøve nye ting, er ikke lige hendes stil 🙂
I år havde jeg dog tilladt mig at lave den lidt anderledes; i stedet for kun chokoladebunde med chokoladecreme, havde jeg også sneget et lag med solbærmarmelade ind – de fleste af pigerne spiste rub og stub, men der var altså også et par stykker, der havde undladt at spise det midterste lag. En anden gang vil jeg nok blande solbærmarmeladen med lidt flødeskum, så smagen mildnes lidt, og dermed bliver mere børnevenlig. De tidligere år har jeg dog bare undladt marmeladen, og der bliver sjældent rester.
Det vigtigste ved denne kage er nok pynten; her snakker vi altså kagekone gå hjem! Jeg laver som regel en rand af kyskager, og dernæst en skønsom blanding af chokoladelinser, vingummi, små lakridskonfekter og hvad ungerne nu ellers er til – kun fantasien sætter grænser. Derudover selvfølgelig flag og lys, så man ikke er i tvivl om at det er fødselsdag.
Jeg har prøvet at bage kagen med forskellige opskrifter på lagkagebunde, i år brugte jeg Anarkistens og de var uovertrufne. I stedet for den anbefalede 24 cm’s springform brugte jeg en 20 cm’s, hvilket betød at den blev noget højere, så jeg kunne lave 4 bunde i stedet for 3.
Cremen er forholdsvis nem, man skal bare huske at lave den i god tid – den skal være HELT kold førend den kan piskes op.

Lagkagebunde (3 eller 4, alt efter formen)
4 store æg
165 g sukker
120 g hvedemel
25-30 kakao
1 tsk vaniljesukker
60 g smør

Temperer æggene så de er stuetemperatur (tag dem ud af køleskabet en times tid før du skal bage). Smelt smørret og lad det afkøle. Pisk æggene luftige sammen med sukker og vaniljesukker. Bland mel og kakao og sigt det ned i æggemassen lidt ad gangen. Fold dejen sammen med store tag, så du ikke presser luften ud af æggene. Kom smørret i med det sidste hold mel.
Smør en 20 (eller 24) cm’s springform grundigt og sæt et stykke bagepapir i spænd mellem bund og ring (så slipper du for at klippe). Kom dejen ned i formen og bag den ved 190 grader midt i ovnen, i ca. 30 minutter – hvis du vælger den lille form tager det lidt længere tid, mærk på kagen, den skal ligesom føles spændstig.
Lad kagen afkøle på en rist og fjern først ringen efter 10 minutter. Kom den i køleskabet en times tid førend du, med en meget skarp kniv, flækker den i hhv. 3 eller 4 bunde.

Chokoladecreme
200 g god mørk chokolade
1 spsk sukker
1 stang vanilje (kun marven)
2½ dl piskefløde

2½ dl piskefløde

Flæk vaniljestangen og tag marven ud, bland den med sukkeret. Hak den mørke chokolade, og kom det i en gryde sammen med fløde og vaniljesukker. Kog forsigtigt op til chokoladen er smeltet og cremen er ensartet. Kom cremen i en skål og sæt den på køl i mindst 4 timer.
Hæld yderligere 2½ dl piskefløde i skålen og pisk til du har en luftig chokoladecreme.

4 spsk god solbærmarmelade (evt. rørt sammen med flødeskum af 1½ dl piskefløde)

Marengskys, slik, flag og lys til pynt.

Læg den underste bund på et kagefad og fordel 1/3 ad chokoladecremen herpå. Kom endnu en bund på, og kom solbærmarmeladen på den. Endnu en bund med 1/3 af chokoladecremen og så den sidste bund. Kom film over kagen og lad den trække nogle timer på køl (gerne natten over). Lige inden servering fordeles den sidste portion creme over kagen (også gerne ned ad siderne), og den pyntes med slik osv.

Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i bagværk, dessert, kage og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

20 kommentarer til Total børnevenlig lagkage

  1. Louise skriver:

    Den opskrift ser tilpas nem ud for mig – og super lækker. Min datter bliver 6 lige om lidt og moren er jo ikke specielt kreativ!
    Hvad med bananer, ville det ikke være en mulighed??

    • Signe skriver:

      Bananer i lagkage er jo helt klassisk, jeg manglede bare noget surt som modspil til den søde chokolade – simpelthen fordi lagkagen er meget sød som udgangspunkt. Men prøv dig endelig frem 🙂

  2. Anne skriver:

    Fantastisk lagkage 🙂

  3. Anne skriver:

    Er det rigtigt, at der ikke skal bagepulver i bundene?

  4. Katrine skriver:

    Så er kagen i ovnen, cremen er stillet på køl og en portion hindbær er kogt op med vanille og sukker. Har aldrig forsøgt mig med lagkage før, men denne opskrift så tilpas nem ud. Nu håber jeg bare at jeg formår at få delt kagen i bunde, men ellers er jeg sikker på, at den vil se smukt alternativ ud med creme på toppen 😉

  5. Anne skriver:

    Hej Signe

    Lækker kage! Den skal prøvens til min datters to års fødselsdag coming up 🙂
    Hvor mange børn/voksne er opskriften til?

    God søndag!

    Anne

    • Signe skriver:

      Det er en helt klassisk størrelse lagkage, hvoraf man normalt beregner 12 stykker. Hvor kageglade dine gæster er, skal jeg jo ikke kunne bedømme 🙂 God bagning

  6. Matilde skriver:

    halløj:) det lyder som en super god kage!
    jeg tænkte bare på hvor høj min kageform skal være?? 😀

  7. Signe skriver:

    Ja, vi har altså lukket for adoption, desværre 😉
    Når først man har prøvet Sifoladens opskrifter er der ingen vej tilbage…
    Knus

  8. Hanne's verden skriver:

    Det må være lykken at have dig som mor! Skøn kage.
    Jeg er også helt på halen over Anarkistens lagkagebunde.
    Knus Hanne

  9. Signe skriver:

    Ananas og chokolade, spændende blanding. Tak for tippet 🙂

  10. Aalborgpigen skriver:

    Ueha, det er altså også en yndling hos mig, men jeg plejer nu af skære en frisk ananas i små tern og vende i chokolade cremen, det er bare godt 🙂 prøv det engang 🙂

    Lise

  11. Signe skriver:

    Ja, tak for hjælpen med det.
    Når man nu endnu ikke har været på et af anarkistens berømte kagepynte-kurser, må man jo ty til andre midler 🙂

  12. foodfanatic skriver:

    Sikke en fin børnelagkage. God ide med pynten.
    Ps. Dejligt profilbillede 🙂

  13. Signe skriver:

    Man kan da sagtens lave snart-weekend-lagkage 😉

  14. Britta skriver:

    Øv, der er længe til nogen har fødselsdag her i huset! Jeg blev ellers lige noget så lækkersulten 😉

    Junior kan ikke lide flødeskum, så det her er da den kage vi skal have til hans fødseldsdag næste år. Han elsker solbærmarmelade, så den skal nok gå her.

    Hm… man kunne jo også bare lave en lagkage fordi det snart er weekend… 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge