Tabbouleh med linser

Egentlig havde jeg planer om en helt almindelig bulgursalat, men ville i dagens anledning (ja, jeg havde lige læst en beskæmmende artikel om hvor fed man bliver af at spise kulhudrater…) lave den lidt mere fiberrig. Da jeg hverken havde perlespelt, quinoa eller lignende i skuffen, valgte jeg i stedet grønne linser – og resultatet blev rigtig godt. Min mand syntes det var lige på den melede side, men han er bestemt heller ikke linsefan (kun cremelinser…), men jeg var altså ret tilfreds – og glæder mig til at spise resten i madpakken de næste par dage.

Du kan bruge de krydderurter du har lyst til, jeg havde lidt persille, mynte og oregano i haven, så det røg i. Jeg valgte at bruge grillede peberfrugter fra glas, fordi jeg havde et åbent glas, og fordi der er rigtig god smag i. Man kan sagtens bruge friske peberfrugter i stedet.

Tabbouleh med linser (4 pers.)
2 dl små grønne linser
½ agurk
3 mellemstore tomater
½ løg
3 grillede peberfrugter fra glas
1 dl finthakkede krydderurter (mynte, oregano, persille)
1 spsk rødvinseddike
½ dl citronolie

Kog linserne i rigeligt vand med salt i ca. 25 min. Smag på dem, de skal være præcis møre, men ikke udsplattede. Skræl agurken, halver den og tag kernerne ud, Skær den i meget små tern. Skær tomaterne i kvarte, tag kernerne ud, og skær dem ligeledes i små tern. Løget hakkes og det samme gør peberfrugterne.
Vend de lune linser med olie og eddike, lad dem køle lidt og vend så grøntsagerne i. Lad salaten trække i mindst en halv time. Serveres til forskellige former for kødretter.
3 kommentarer
  • Klidmoster siger:

    God idé at bruge linser. Hvad med at bruge de bittesmå beluga-linser? De er bestemt ikke melede, så dem vil gemalen sikkert bare tro er sorte ris 😉 Møs

  • Signe siger:

    Det må jeg prøve næste gang (desværre har de dem ikke i Kvickly, jeg kiggede nemlig efter dem i går!).
    Jeg synes jo heller ikke at Puy-linser (som jeg brugte her) er melede, men vi måtte da lige have vegetar-forskrækkelses-snakken igen 🙂

  • […] dejlige opskrift med de grønne linser så købte jeg igår en pose franske små puylinser. Jeg har ledt efter dem, […]

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *