Svinekæber i sort øl

Egentlig skulle vi have haft osso buco, som klart er en af mine favorit-simreretter, men slagteren havde kun frossen osso buco, så i stedet måtte jeg “nøjes” med svinekæber. Fordelen ved svinekæber er at det er meget reelt kød, der er hverken fedt eller ben på dem, og efter et par timer i en gryde er de altså utrolig lækre. Tidligere har det været en meget billig udskæring, men det er det desværre ikke mere (jeg gav 120 kr. kiloet, men det svinger meget fra slagter til slagter). Der er kun en hinde på kæberne, som man kan vælge at skære af før man steger dem, men den er også meget nem at fjerne efterfølgende, så det er lidt en smagssag. Jeg lod dem sidde på.
Alt efter hvor bitter en øl du vælger at koge kæberne i, kan du afstemme saucens smag med lidt sødt. Jeg brugte æblesirup, men honning, ahornsirup eller ribsgele kan også bruges.
Frem med gryden, så er der dømt perfekt efterårsmad…

Svinekæber i sort øl (3-4 pers)
10 svinekæber (beregn 2 eller 3 pr. person)
1 rødbede
1 porre
1 pastinak
1 gulerod
2 fed hvidløg
1 sort øl (50 cl)
1 stjerneanis
lidt frisk timian (eller 1 tsk tørret)
salt og peber
olivenolie
2-3 tsk æblesirup (eller honning)
1 lille savoykål

Rens grøntsagerne og skær dem i små tern – husk også at bruge porretoppen. Varm olie op i en stor stegegryde og brun kæberne af. Tag kæberne op, og brun grøntsagerne af også. Kom kæberne tilbage i gryden og tilsæt hele øllen, sammen med krydderierne. Sæt låg på og skru ned og lad kæberne småsimre i 2 timer.
Tag kæberne op og hold dem varme. Skru op for varmen og lad saucen koge lidt ind. Smag den til med salt og peber og lidt æblesirup. Skær savoykålen i ottendedele, og skær lidt af stokken af (de skal stadig hænge sammen). Kom kålen i gryden, og lad dem dampe i 5 minutter.
Kom kæberne tilbage i gryden og server med kartoffelmos (jeg havde kommet lidt jordskokker og en pastinak i mosen, og det passede enormt godt sammen med kæberne).

10 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Jeg har længe ønsket at lave en ret med svinekæber, for det er ikke noget, jeg har prøvet før, og så er det ekstra eksotisk i min verden 🙂

    Det lyder helt formidabelt godt!

  • foodfanatic siger:

    årh hvor lækkert. Jeg kan lige forestille mig, hvordan det må have duftet skønt i hele huset. Har aldrig selv lavet svinekæber, men nu har du givet mig blod på tanden.

  • Hanne's verden siger:

    Jeg ELSKER svinekæber. Det er så mørt og fantastisk.
    Jeg har bestilt 4 kg for lidt tid siden, så jeg kan eksperimentere lidt med dem.
    Regner med at første eksperiment bliver på onsdag… uhmmmm og med kartoffelmos til, så bliver det ikke meget bedre:)
    God idé med æblesiruppen – det skal prøves.

  • Signe siger:

    @piskeriset: Det er bare altid fedt at prøve noget nyt, især hvis det også bliver vellykket 🙂
    @foodfanatic: Huset duftede skønt helt indtil næste dag!
    @hanne: 4 kg… Så har du da til et par gange – ja, det er skønt at det er blevet kartoffelmos-sæson igen!

  • Jakob Kristian Sørensen siger:

    hey signe dér, jeg har also ike set dig oppe på den skole i fjords gade endnu. er du der?

    kh
    jakobi

  • Signe siger:

    Ja, hver dag indtil den 2. nov (foreløbig). Dog holder jeg til ovre ved bjørnene i den flade bygning 🙂
    Knus S

  • Vibeke! siger:

    For en del år siden, havde min nu afdøde mand og jeg en slagterbutik, han var uddannet butiksslagter, og han intruduserede mig for svinekæber, det var en succes, jeg lavede dem i rødvin, og når kunderne vidste det dagens varme frokostret, kom de farende, så der var altid udsolgt i løbet af ganske kort tid, – der var som regel kartoffelmos til.
    Nu er det godt nok længe siden at jeg har haft kæber i huset, det vil jeg da se om jeg kan gøre noget ved.
    Knus
    Vibeke

  • Signe siger:

    Som dagens ret kan jeg godt forestille mig at det hurtigt blev udsolgt – dog må det have været før kæber blev "trendy" og prisen steg gevaldigt 🙂
    Hilsen Signe

  • Klidmosteren siger:

    Åh, mums – det ser pragtfuldt ud 🙂
    Knus

  • […] Lørdag: Svinekæber i sort øl. Kartoffel/blomkålsgratin til. […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *