Stifado

Årstiden for simreretter er lige straks ovre, så det er med at gribe chancen, mens der stadig kan vejres lidt frost i luften 🙂
Jeg blev inspireret af fru Plums labre stifado (af uvisse årsager ligger opskriften ikke på hjemmesiden), og lavede min egen version i aftes. Den første times tid dufter hele hytten af kanel, men derefter begynder kanel, vin og tomat at gå i en form for symbiose, og det bliver den lækreste sauce.
Desværre havde jeg købt en oksebov fra en gammel malkeko (nej, jeg vil så IKKE anbefale slagteren i mit nærområde!!!), så mange timer i gryden gjorde den ikke mør – ØV! Sovsen var nu yderst lækker, og næste gang køber jeg kød et andet sted…

Der er lidt forarbejde med at brune løg og kød, men ellers passer retten jo sig selv. Jeg havde fundet nogle brune basmatiris i fakta, som jeg ville have serveret til, men min mand insisterede på de hvide (han er MEGET vegetar-forskrækket), og de smager jo altid godt. Desuden serverede jeg en grøn salat med avocado til, der smagte dejlig frisk som modspil til den kraftige sovs.

Stifado (8 pers. – du kan bare servere det til 4, og så smide resten i fryseren)
1½ kg oksebov
2 ds. flåede tomater
750 g løg (en hel pose økologiske)
6 fed hvidløg
1 frisk chili
½ l rødvin
3 stænger kanel
3 laurbærblade
1 tsk kommen
10 hele peberkorn
5 hele nelliker
10 enebær
nogle kviste frisk timian
salt
olie til bruning

Pil løgene og skær dem i kvarte. Hvidløgsfeddene knuses let med knivens flade side. Varm en gryde op til medium varme, kom olie i og dernæst løg og krydderier i – lad det brune til løgene er godt brune (det tager nok 15-20 minutter).
Skær kødet i store tern (ca. 7×7 cm). Når løgene er brune, hældes de på en tallerken og sættes til side. Varm gryden mere op, tilsæt olie og brun nu kødet af nogle gange (3 gange i min store stegegryde). Når al kødet er brunet tilsættes vinen, som koges igennem i 5 minutter. Kom al kød, samt løg og krydderier tilbage i gryden – tilsæt tomat, et par teskefulde salt og måske lidt vand, så det dækker.
Lad retten småsimre med låget på klem i et par timer – sovsen skal koge ned til en lækker cremet konsistens. Mærk efter at kødet er helt mørt og smag til med salt og peber. Fisk evt. kanelstænger og chili op og server med ris eller ovnstegte kartofler, et drys persille samt lidt grøn salat.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Stifado

  1. jan skriver:

    lige til en start, her på Kreta hvor jeg bor, er der ikke årstider for mad, det meste af den mad vi spiser her er gryderetter, det stammer helt tilbage fra tiden før køleskabet, da det er langtids holdbart, vedr. kanel er det smag og behag, prøv at erstatte kanelen med kommen / anis, det er anderledes men godt, og til signe, jeg prøvede din opskrift den er bare kanon, smagte dejligt

    mange hilsner
    jan ( kok på kreta )

  2. Hanne's verden skriver:

    Stifado…. jeg drømmer mig lige væk til Santorini, hvor vi fik skøn Stifado. Så tak for det indlæg!
    Kanelen kan jeg bare ikke forliges med i kødretter. Irriterende, måske det kan læres ;o)

  3. Piskeriset skriver:

    Skøn, skøn ret! Jeg kan godt lide sådan et solidt skud krydderier – mmm 🙂

  4. Signe skriver:

    Hele huset duftede også skønt.
    Til gengæld sætter hunden STOR pris på det 🙂

  5. Jule Mig skriver:

    Øv at det ikke blev mørt, for det ser godt nok LÆKKERT ud !! Kan næsten dufte det…

    Hyggehygge
    Marianne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge