Sprød rødbedesalat med lakridsdressing

Endnu engang en opskrift inspireret fra mit arbejde. Stort set ingen elever turde smage denne salat (ikke engang ham, der havde lavet den…), men jeg spiste en kæmpe portion.
Vi fik salaten til såkaldte grillkøller; BBQ-marinerede gnaveben, og det passede perfekt til. Jeg valgte så at lave den til pizza i aftes – ikke det bedste match. Heldigvis spiser vi næsten altid salat “på italiensk”, hvilket betyder at vi spiser salaten EFTER maden, og så gik det egentlig fint. Lakrids og pizza dur ikke rigtig sammen, hvorimod sødt og lidt stærkt kød fungerer fint.
På mit arbejde havde de skåret rødbederne i tynde skiver, men jeg syntes de blev lidt for hårde at tygge i, og ikke helt nok marineret i dressing, så jeg skar dem i tændstikker i stedet. Desuden tilføjede jeg både olie, citronskal og honning til dressingen, for simpelthen at balancere den bedre. Vi var alle (undtagen det grøntsagsskeptiske barn) vilde med salaten herhjemme, og det bliver vist ikke sidste gang jeg laver den. 
Flødeskummet ovenpå salaten giver lidt ekstra fylde, men kan sagtens udelades. Er man til vilde eksperimenter, vil jeg tro at gedeost også kunne fungere som topping.

Sprød rødbedesalat med lakridsdressing (4-5 pers.)
5 mellemstørrelse rødbeder
saft og skal af en økocitron
1 tsk lakridspulver med top
2 spsk olivenolie
2 tsk flydende honning
salt og peber
½ dl piskefløde pisket til blødt skum
lidt lakridspulver til drys

Skræl rødbederne. Skær dem i tynde tændstikker (2×2 mm) med en kniv eller på en mandolin – brug evt. det grove rivejern på en foodprocessor. Rødbederne skal stadig have bid, men ikke være alt for store heller.

IMG_1947
Rør dressingen sammen af skal og saft fra citronen, lakridspulver, honning og olivenolie. Smag til med salt og peber. Vend dressingen med rødbederne i en skål. Lad det trække i mindst 30 minutter.
Dræn salaten og læg den på et fad. Top med flødeskum og drys med lidt ekstra lakridspulver. Serveres til stegt kød.

IMG_1948

1 kommentar
  • […] ← Sprød rødbedesalat med lakridsdressing […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *