Solbærsaft

Som nævnt i sidste indlæg, har jeg fået en frygtelig masse solbær fra Ømosebær til fri leg. Jeg er vild med den rene smag fra solbærret, og skulle jeg vælge mellem bær er solbærret nok mit yndlings. Det smager bare fantastisk. Da jeg var barn elskede jeg når vi fik Ribena-saft, men jeg har aldrig købt det til mine børn. Indholdet af solbær i det er ikke så højt, og så elsker jeg også at lave saft selv, så hvorfor købe det?
Når man laver saft af friske solbær, skal man være opmærksom på at indholdet af pektin er ret højt, og derfor vil saften gerne gelere, hvis man koger den for længe. Det kan godt være rigtig svært at få geleret saft ud af flasken, og ja – her taler jeg af bitter erfaring. Man kan evt. fryse bærrene først, så nedbrydes pektinen, og du kan koge bærrene så længe du orker. Hvis man blot koger bærrene til de lige brister og så sigter saften, er det dog intet problem.

Normalt ville jeg måle den afdryppede saft af, måle sukker af, og så koge de to ting sammen. Det gør jeg ikke her, da jeg så igen ville komme ud i problemer med naturligt pektin. Derfor sukkerlagen. Smag på saften undervejs, det kan jo være at du kan lide den mindre sød end jeg. Som hovedregel passer det dog meget godt med halvt sukker i forhold til saft – det lyder voldsomt (især hvis du ikke har lavet saft før), men prøv at kigge på sukkerindholdet i købesaft; det er også ret højt. Og heldigvis blander man jo vand i saften.

Solbærsaft (ca. 2 liter)
2 kg solbær
7 dl vand
700 g rørsukker
3 dl vand

Skyl solbærrene (de behøver ikke blive ribbet) og kom dem op i en gryde sammen med 7 dl vand. Stil en stor skål klar med en sigte med et klæde i. Kog bærrene op til de lige brister.
Hæld massen over i sigten og lad den afdryppe i ca. 4 timer.

IMG_5078

Smid den faste solbær-masse i klædet ud.
Kom sukker og vand i en gryde og kog det op til sukkeret er opløst. Pisk undervejs. Hæld den varme sukkerlage ned i solbærsaften mens du pisker. Start med det halve og smag så på saften. Den skal være forholdsvis sød, og med en ren smag af solbær.
Hæld den færdige saft på flasker, der er skoldede og rystet med lidt vodka eller Atamon. Man kan med fordel fryse noget af saften (så skal du ikke fylde flasken helt, og vente med at skrue låget helt på til saften er frosset).
Blandes 1:6

IMG_5101

Indlægget indeholder affiliate links

Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i drikke og tagget , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Solbærsaft

  1. Pingback: Solbærmarmelade | Signes Mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge