Sirup af hvide ribs

Bærsæsonen er startet tidligt i år, og da vi skal ud og rejse i adskillige uger, er jeg simpelthen nødt til at plukke tonsvis af bær nu og få syltet derudaf. Jeg tog forleden ud til Ømosebær primært for at plukke hvide ribs, men stor var min overraskelse, da både solbær, hindbær og hvide ribs var modne. Desuden plukkede jeg lidt umodne stikkelsbær, da den bedste marmelade laves af dem, samt en håndfuld små jordbær blot til at drysse i rødgrøden.
Jeg har selvfølgelig lavet solbærmarmelade (ingen sommer uden), og også i en variant med rom (indlæg følger), i går lavede vi en stor portion rødgrød, og så fik jeg lavet denne smukke sirup af hvide ribs.
Siruppen kan selvfølgelig også laves af røde ribs, da syrligheden er den samme i de to farver bær, men jeg syntes den blev virkelig smuk i farven af de hvide ribs – sådan helt honninggylden.
Og hvad kan man så bruge sådan en sirup til? Tja, jeg bruger den til pandekager, på yoghurt, til drinks og til meget andet – prøv dig frem.

Indlægget indeholder affilate links

Sirup af hvide ribs (½ liter)
500 g hvide ribs
vand
ca. 150 g sukker

Skyl og nib ribsene og kom dem i en gryde. Dæk dem lige præcis med vand. Sæt gryden over ilden, og lad den koge op. Skru ned og lad bærrene simre i 30 minutter under låg.
Sæt en saftsigte (eller en si med et viskestykke i) over en skål og hæld hele baduljen over i sigten. Lad det dryppe af i et par timer.
Mål hvor meget saft, der er dryppet af – for hver 2 deciliter tilsættes 100 g sukker.
Kog saft og sukker op og lad det simre uden låg i 10 minutter. Siruppen skal blive tykkere i konsistensen, men husk på at den bliver fastere, når den er kold.
Hæld siruppen på en skoldet flaske, luk til og lad den køle af. Opbevares på køl.

Dette indlæg blev udgivet i syltning og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge