Sachertorte

Jeg har haft fri i den forløbne uge, og der er nu ikke noget som fritid, der kan give mig lyst til at bage. Fredag skulle min mand som sagt have gæster til en gang simremad, og en lille dessert kunne de vel godt klemme ned..? Jeg ved at de begge to er ret glade for kage, så noget måtte jeg jo finde på. Det endte med den flotteste sachertorte, dog med den justering at jeg brugte et glas hybenmarmelade jeg havde fået i gave (tak, Anne), i stedet for den påkrævede abrikosmarmelade. Hybenmarmeladens skarphed klæder den søde kage rigtig godt.
Kagen er fra Meyers Almanak (for en gang skyld uden justeringer, selvom jeg syntes det var mærkeligt at vende melet i efter æggehviderne). Dog brugte jeg mindre sukkerlage til glasuren end der stod i opskriften, den skulle jo stadig være tyk.
Jeg bagte endvidere kagen i en 20 cm springform, da jeg gerne ville have lidt højde på kagen, i opskriften stod der 22-24 cm springform.

Sachertorte (10-12 pers.)
130 g mørk chokolade, mindst 60%
1 vaniljestang
130 g blødt smør
110 g flormelis
6 æg, delt i hvider og blommer
110 g sukker
130 g hvedemel
300 g abrikos- eller hybenmarmelade

Glasur
150 g mørk chokolade, mindst 60%
100 g sukker
3/4 dl vand

Hak chokoladen groft og smelt den, enten over vandbad eller i microovnen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Gem stangen i et glas med sukker. Rør smørret cremet med flormelis og vanilje. Tilsæt æggeblommerne en ad gangen, pisk godt imellem hver. Tilsæt den smeltede chokolade og pisk massen helt glat.IMG_1738
Vask risene fra håndmikseren grundigt, og pisk nu æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret og pisk til der kommer toppe i æggehviderne. Vend æggehviderne i chokoladecremen af et par omgange. Sigt melet og vend det i til sidst. Husk at dejen skal være luftig.

Kom dejen i en smurt springform (20 cm), og bag den midt i ovnen ved 170 grader i ca. 70 minutter.
Lad kagen køle på en rist i 5 minutter, fjern så formen og lad den afkøle helt.
Flæk den kolde kage og smør den valgte marmelade på, 2/3 imellem de to bunde, 1/3 på toppen. IMG_1741
Stil kagen på en rist og lav glasuren: Hak chokoladen groft og kom den i en skål. Kom sukker og vand i en gryde og lad det koge i et par minutter. Træk gryden fra varmen, vent et par minutter, og hæld nu den varme sukkerlage over chokoladen. Rør med en dejskraber til du har en glat og blank glasur. Hæld glasuren over kagen (ja, der kommer en del på bordet), og glat siderne med en paletkniv.
Lad kagen stå køligt (ikke i køleskabet) i mindst 3 timer inden servering.
Serveres som den er, evt. med en klat flødeskum til.
IMG_1756

 

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i kage og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge