Rugbrød

Jeg har i årevis brugt den samme opskrift på rugbrød, og så blot justeret lidt alt efter hvilke kerner, der var på lager. Men som med alt muligt andet er jeg altid åben for nye opskrifter, og da jeg faldt over denne her, var det forsøget værd. Rugbrødet blev lækkert og saftigt, men jeg syntes det var for sødt og for lidt salt, så jeg har justeret lidt på tingene. Desuden blev der simpelthen for meget dej til mine to rugbrødsforme, så jeg lavede lidt mindre denne gang for at få det til at passe.

Dejen er lidt nemmere at røre sammen end den “gamle”, så det er bestemt en bonus – og så skal de kun bage 2 timer, mod tidligere 3! Alt i alt en god opskrift – prøv den.
Hvis du ikke har en surdej stående kan du købe en fra Aurion (prøv i en helsekost), eller lave en sådan her.
Rugbrød (2 store)
1 mørk øl (33 cl)
1,2 l vand
300 g surdej
40 g salt
1 stor spsk maltsirup (eller honning)
750 g ubleget hvedemel
750 g rugmel
Tag en stor skål og rør alle ingredienserne sammen i skålen. Kom film over og lad dejen hæve i 12-18 timer.
Dagen efter tilsættes:
2½ dl vand
500 g rugkerner
4 dl kerner af eget valg (fx hørfrø, solsikkekerner og græskarkerner)
Rør godt og tag surdej fra til næste gang (den kan holde 14 dage i køleskabet). Hæld dejen i 2 rugbrødsforme, og lad dem efterhæve et par timer. Bag dem først 1 time ved 100 grader, og dernæst 1 time ved 175 grader. Lad dem afkøle på en rist i nogle timer førend de pakkes væk. Det er bedst vente med at skære rugbrød til dagen efter, men sådan en lun skive med koldt smør og salt er nu næsten uimodståelig 🙂
13 kommentarer
  • foodfanatic siger:

    Hvilket et smager bedst af de to forskellige slags rugbrød (den nye vs den gamle opskrift)? Har aldrig været så heldig med rugbrød, men nu får jeg helt lyst til at prøve igen efter dit indlæg.

  • Marie Ulletved Holmgaard siger:

    Mmmm..duften af nybagt rugbrød!! 🙂

  • Signe siger:

    Jeg syntes faktisk at de begge smager rigtig godt, men det nye her, holder sig saftigt i længere tid, hvilket jo er en bonus 🙂

  • Sarah siger:

    Hej Signe.
    Er lige faldet over din side, hvor den lækker og super inspirerende.
    Har altid gerne ville lave mit eget rugbrød, men har bare aldrig haft held med de opskrifter jeg har brugt. Nu har jeg så fået alletiders rugbrødsform og modet på det igen, til stor glæde for manden min og ungerne ;o) Så nu vil jeg kaste mig over din opskrift.
    Men hvordan laver du din surdej?
    Mvh Sarah

    • Signe siger:

      Uh, et nyt medlem til bageklubben er altid velkomment 😉
      Når jeg skal starte op med rugbrød “snyder” jeg faktisk og bruger ca. 5 g gær den første gang jeg bager – derefter gemmer jeg surdej fra gang til gang, så andelen af gær bliver mindre og mindre.
      Det måtte jeg fx se mig nødsaget til efter 3 ugers ferie, hvor surdejen var afgået ved døden 🙂
      Hilsen Signe

      • Sarah siger:

        Ja jeg vil starks kaste mig over en sur dej, så burde vi kunne have frisk rugbrød i weekenden, hvis det vel at mærke går bedre end de andre gange jeg har forsøgt ;o).
        Ja skal helt klart i gang med at “afprøve” din side, synes godt nok der er mange lækre opskrifter. Den anden dag fik vi din koldskål, mmmm den var et hit, tak for det :o)
        Hvor tilsætter du de 5 g. gær når du “snyder” er det helt i stedet for surdej…..?
        Hilsen Sarah

        • Signe siger:

          Håber du kan nå at glæde familien med frisk brød til weekenden.
          Ja, bare put de 5 g gær i, når dejen røres sammen – som erstatning for surdejen.
          Godt at høre at der er flere opskrifter der kan bruges 🙂

          • Sarah siger:

            Tak for svaret Signe, dejligt du svare så hurtigt.
            Og ja der er flere opskrifter der kan bruges, problemet er bare hvor jeg skal starte ;o)
            Hilsen Sarah

  • Sarah siger:

    Hej Signe.

    Lige endnu et spørgsmål til dit rugbrød, håber det er ok, det vil ikke rigtig lykkedes for mig.
    Når jeg stiller det til at hæve i skål (og jeg bruger en stor skål), går der ikke lang tid før det er på vej over kanten, hvor stor skål bruger du?

    Hilsen Sarah

    • Signe siger:

      Hej
      Jeg har faktisk aldrig målt hvor stor den er, men mindst 5 liter!
      Dejen hæver en del, så når den er rørt sammen, skal der mindst være plads til at den kan fordoble sin størrelse.
      Hilsen Signe

  • Sarah siger:

    Så lykkedes det mig at lave et (eller 2) vellykkede rugbrød :).
    Tænkte om du har prøvet at komme revet gulerod i, og evt. hvor meget der skal I….?

    Mvh Sarah

    • Signe siger:

      Jeg har ikke selv prøvet, men et bud ville være at komme 1 stor revet gulerod pr. brød. Det holder sig nok saftigt endnu længere 🙂

  • […] bager jeg altid rugbrød med surdej, hvilket jo tager et par dage. Dejen sættes over om aftenen og næste dag røres kerner i og […]

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *