Rønnebærhonning

Lige nu hænger rønnebærrene i store klaser næsten alle vegne – så snart nattefrosten kommer tager fuglene dem, men der er vi ikke helt endnu. Jeg er blevet ret bidt af at lave snaps med forskellige former for bær og urter, og eksperimenterer i ét væk. I går fik jeg plukket en stor portion rønnebær – for at snapsen bliver god skal de lige en tur i fryseren, så jeg ordnede bærrene og smed størstedelen på frost.
Der er ikke voldsomt mange opskrifter med rønnebær, da de jo er noget så sure (som ræven sagde…), gele er nok den mest fremherskende og det får vi ikke rigtig spist herhjemme. Jeg faldt dog over en opskrift på rønnebærhonning i Adam Aamanns kryddersnapse-bog, og det måtte prøves.

De syrlige bær giver honningen en delikat kant, og den smager supergodt til en ostemad. Jeg serverede den blot til en mad med røget ost fra Thiese og et par skiver pærer; men sammen med en blød blåskimmel bliver det vist nærmest en himmerigsmundfuld – det skal prøves meget snart!
Brug gerne en god smagfuld sommerhonning – jeg køber som regel honning, når jeg støder på det i vejkanten og på små markeder; det smager bare bedre end det fra supermarkedet.

Rønnebærhonning (1 lille glas)
120 g rønnebær (ordnet vægt)
200 g honning

IMG_3721

Skyl rønnebærrene og pluk stilkene af. Kom dem i en lille gryde sammen med honningen. Lad det simre ved svag varme i 15 minutter. Mos bærrene let med et piskeris. Læg en lille sigte over et skoldet glas og hæld honningen igennem, mens du maser med en ske. Smid rønnebærrene ud efterhånden. Sæt låg på glasset og lad honningen køle af.
Serveres til en ostemad eller som tilbehør til et ostebord.

IMG_3739

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i tilbehør og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge