Risotto med soffrito og bacon

Mine børn er ikke så vilde med risotto, så vi får det næsten aldrig, hvilket ærgrer mig, da jeg ELSKER en god risotto. Cremede ris med grøntsager, masser af ost og en snert af hvidvin, mums!
For nogle uger sider var jeg alene hjemme, så risotto var et must. Jeg valgte at lave det med en blanding af grøntsager fra skuffen, skåret i små tern og ristet ved lav varme; en klassisk italiensk soffrito, som også er basen til enhver god kødsauce. Klassisk består den af blegselleri, løg og gulerod, men enhver form for grønt skåret i små tern er tilladeligt (læs evt. mere om det her), det er italiensk og afslappet.
Jeg havde også en god bacon fra slagteren (sværger nu engang til hele stykker bacon) samt lidt rosmarin fra fryseren. Alt i alt blev det en meget lækker risotto, og der var rigeligt til madpakken dagen derpå (ellers kan en rest risotto blandes med æg og lidt mel og steges i smør, lidt a la klatkager, bare til det salte køkken).
Jeg har altid fond i fryseren, men en god købefond kan også gå an. Lad være med at bruge en terning, det smager bare salt og kunstigt.

Risotto med soffrito og bacon (2 pers)
2 dl runde ris (arborio er gode)
1 dl hvidvin
4-5 dl varm hønsefond
1 stor gulerod
1 porre
1 løg
1 persillerod
1 fed hvidløg
75 g bacon
1 tsk frisk rosmarin
50 g revet parmesanostIMG_0483
1 spsk cremefraiche 38% eller 1 spsk smør
lidt olivenolie

Rens grøntsagerne og skær dem i små ensartede tern. Skær bacon i tern og steg dem sprøde i en sauterpande. Læg baconen på fedtsugende papir og sæt til side. Skru ned for varmen og tilsæt de hakkede grøntsager. Steg ved medium varme i mindst 10 minutter, til grøntsagerne er faldet helt sammen (de må ikke få farve). Skru op og tilsæt risen. Rør til risen begynder at sætte sig på pandens bund, og tilsæt så hvidvin. Kog vinen væk mens du rører, og begynd så at tilsætte fond, 1 dl ad gangen. Hver gang risene begynder at sætte sig på pandens bund, tilsættes mere fond. Rør hele tiden, så risene ikke brænder på. IMG_0489
Efter ca. 20 minutter smager du på risene, der skal være lidt bid i dem. Tilsæt så ost og cremefraiche, og sæt låg på panden. Fjern den fra varmen og lad den stå i 5 minutter. Øs risottoen op i dybe tallerkener, drys med bacon og hakket rosmarin og dryp evt. med lidt oliven olie. Server med et glas kold hvidvin til og nyd!

IMG_0493

3 kommentarer
  • Tak, nu ved jeg hvad vi skal spise i aften 🙂

  • […] hvor den stod på risotto. Nu er det ingen hemmelighed, at jeg elsker en god risotto (se fx her og her), og vi får det i hvert fald et par gange om måneden herhjemme. Men jeg er ikke én der siger nej […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *