Revet salat med bønner

Denne opskrift er til min søde veninde Charlotte, som så helt lost ud, da jeg endnu engang sad og udfoldede mig om bare lige et rivejern, lidt sennep osv, og TADA lækker, mættende salat. Så selvom aftenens menu stod på noget karry-halløj lavede jeg også lige en portion salat, for at få mål og vægt på plads, da den holder sig fint på køl, og er meget lækker som en frokostsalat.

Jeg har kogte, sorte bønner i fryseren, så de er altid klar til brug, men man kan bruge andre slags bønner (dog ikke hvide, så bliver salaten for bleg), og evt. fra dåse.

Revet salat med sorte bønner (2 store frokostportioner)

1/3 blomkål
4 små gulerødder
200 g kogte sorte bønner (evt. fra dåse)
8 blade ramsløg
1 tsk grov sennep
1 tsk agavesirup (eller honning)
1 tsk hvidvinseddike
2 spsk olivenolie
salt og peber

Skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Riv også blomkålet (det sviner temmelig meget, så er du advaret!). Kom gulerod, bønner og blomkål i en skål. Snit ramsløget fint og kom det ned i skålen. Pisk en dressing sammen af sennep, eddike, sirup og olie – smag til med salt og peber. Hæld dressingen over grøntsagerne og vend rundt. Lad salaten trække en halv times tid før den serveres.
Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i salat, tilbehør og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge