Restaurant Dill – en anbefaling

Førend vi tog til Island havde vi læst om forskellige restauranter. Mine forældre er jo også vilde med mad, og pigerne ville mægtig gerne prøve at spise gourmet for første gang. Langt de fleste anbefalinger gik til restaurant Dill, som er en slags Reykjaviks svar på Noma; masser af lokale råvarer, mad lavet i overensstemmelse med årstiden, friske urter plukket i nærheden, alt sammen serveret på service lavet af en lokal keramiker. En 7 retters menu koster lige omkring 600 kr, så prisen kan man bestemt ikke klage over.
Den eneste anke vi havde hele aftenen, var at restauranten sværger til naturvine, som ingen af os syntes var særlig spændende. Desuden blev der fyldt overordentlig lidt i glassene aftenen igennem, ja, mændene mente nærmest at de kunne have kørt hjem selv (nu er den islandske alkoholgrænse en del lavere end den danske, så det skulle de nok alligevel ikke!). Skulle man komme med en anbefaling, må det være at købe et par flasker fra vinkortet, vinmenuen var i hvert fald ikke pengene værd.
Til gengæld fik pigerne de lækreste sodavand fra Fentiman’s, som jeg kun troede lavede tonic (den fineste af slagsen!). De var meget tilfredse med de forskellige sodavand i løbet af aftenen.
Vi startede aftenen ud med at få 6 små snacks, alle blot i en mundfulds størrelse, hvor vores smagsløg virkelig blev udfordret. Den tidligere så grøntsagsskeptiske 12-årige, kastede al kræsenhed over bord, og spiste rub og stub. Hun var ikke så pjattet med den grønne tomat, men alt andet nød hun i fulde drag.
StartercollageHvis vi starter med det store billede og går uret rundt, var starterne som følger:
Tørret blåmusling med peberfrugtcreme.
Syltet gulerod, friskost og kommen.
Grønkål, cremefraiche, stegte løg og ost.
Revet tørfisk på en bund af brunet smør og dild.
Syltede grønne tomater med tomatskum og tomatstøv.
Rødbede pakket om leverpaté og ristet gær.

Sikke en smagseksplosion; efter sådan en start kunne vi kun glæde os til hvad resten af måltidet måtte byde på.
IMG_3107
Først kom der et par skåle med nybagt brød på bordet; restauranten samarbejder med et pizzeria i samme bygning, og de står for brødbagningen. Surdejsbrød med en lækker, sej krumme. Dertil var der pisket lammefedt til at smøre på; er du tosset, hvor smagte det bare fantastisk! Jeg plejer ellers at syntes at fårefedt bliver for trannet, men dette havde kun et let smag af lam, og var helt luftigt. Man skal formentlig bruge en Pacojet eller lignende for at lave et tilsvarende produkt, og sådan en står der (desværre)ikke lige i mit køkken, så jeg må bare drømme om dette fedt fremover.
IMG_3110
Den første “rigtige” ret var et stykke saltet torsk, serveret med en mos af hhv. persillerod og æble og med fiskeskum på toppen. Fisken var salt og lækker, og de to slags mos milde og gode.
IMG_3113
Herefter fulgte de mest sublime blåmuslinger, der smagte som om de lige var blevet fisket op af havet. Retten bestod af blåmuslinger i en muslingecreme med persilleolie, dampede rodfrugter og frisk kørvel. De fine skåle blev nærmest slikket.

IMG_3115Nu var det tid til et stykke ishavsørred, hvortil der var friske radiser og to slags creme; en med brændt smør og en med friskost. Det der brændte smør smagte kun af mere, og sammen med fisken var det helt sublimt; en virkelig delikat ret.

IMG_3118Den fjerde fiskeservering bestod af havtaske, der var blevet glaseret og “brændt”. Hertil var der en sursød-sauce med små tern af lammekød, en sellerimos og kvan. Umiddelbart skulle man ikke tro at lam og fisk fungerede i en ret, men idet havtasken er så kødfuld var det en både lækker såvel som modig servering. Igen var vi ude i noget med at slikke tallerkenerne rene – hold fast, hvor smagte det bare godt.

hovedretsCollageSå var det tid til den egentlige hovedret; langtidsbraiserede oksekæber, serveret med kartoffelmos og syltede løg. Øverst en sprød dej med timian og hertil en timiansky. Mørt kød og smørmættet kartoffelmos virker altid, dog kan man muligvis mene at det ikke var den mest innovative ret. Serveringen var alligevel smuk og smagene delikate.

IMG_3126Så kom, hvad jeg nok syntes var, aftenens frækkeste ret; man troede det var en dessert, men i virkeligheden var det en osteret. Is lavet på brændte laurbærblade, en karamel af valle, sveskemos og den islandske ko-ost Ísbúi. Sødt og salt i den ypperligste smagssammensætning. Wauw, hvor var det bare godt. Desuden var jeg bare SÅ pjattet med disse skåle, som er lavet af den islandske keramiker Kristbjörg, som vi desværre (nok ikke for vores pengepung, dog) nåede ud og besøge.

IMG_3131Måltidets afrunding stod (selvfølgelig) på en is lavet med skyr. Hertil var der råsyltede rabarber og frisk kørvel, som gav lidt lakridsnoter til desserten. Desuden var der friske hyldeblomster og små stykker marengs, for ekstra sødme – lækkert.

Nu var vi mætte og tilfredse, samt meget trætte. Vi havde været på hvalsafari i vildt blæsevejr samme formiddag og, middagslur til trods, var vi altså flade efter det skønne måltid. Vi fandt en taxa hjem, og sov alle inden hovedet ramte puden.
De næste dage gik min husbond og jeg og summede lidt over måltidet. For det første var vi ekstremt stolte over vores piger, der bare spiste alle disse “mærkværdigheder” uden at kny; ja, det meste var de faktisk vilde med. Prisen kan man bestemt ikke klage over; vi kom af med 6700 kr for 6 personer, og det får man ikke mange måltider i denne liga for i Danmark. Vinmenuen valgte vi selv, og den var ikke dyr, så et par flasker vin valgt fra kortet havde klart været en bedre løsning for os. Er man knap så drikfældig (!!!), er det jo fint med små glas vin. Jeg vil til enhver tid anbefale en tur på Dill, ja, det er ligefrem en weekendtur til Reykjavik værd. Så kan man lige nå at nyde lidt havneliv, se den fine by, og evt. også spise på den anden restaurant, jeg smider en anbefaling efter en af de næste dage 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *