Rabarbertrifli-is

For et par uger siden var mine døtre et smut i København for at besøge mormor. De lokkede hinanden til en tur på Ismageriet, og min ældste kom glædestrålende hjem og fortalte om den lækreste is, der smagte fuldstændig som rabarbertrifli – med makroner og det hele. Straks gik min hjerne i gang med at konstruere den is, og her får I opskriften.

Jeg lavede hjemmelavede makroner, da jeg havde et par æggehvider i køleskabet (rester fra koldskål), men de kan altså sagtens købes. Jeg kommer dog nok til at insistere på at rabarbersaften er hjemmelavet, da købt saft næsten altid er for sød til min smag. Desuden blander man jo saften med kondenseret mælk, der i forvejen er sød, og for ikke at få en hvinende sød is, er det bedst med en hjemmelavet saft.
Jeg brugte den lækre rabarbersyltetøj til at give lidt rabarberbidder i isen, men her kan du sagtens bruge kompot; især hvis du alligevel har været i gang med at lave rabarbersaft efter denne opskrift.

Rabarbertrifli-is (1,5 l.)
3 dl rabarbersaft
1 ds. kondenseret mælk
2½ dl. piskefløde
1 dl rabarbersyltetøj
30 makroner

Makroner
50 g mandler
125 g rørsukker
1 æggehvide

Start med makronerne: Kom mandler i en foodprocessor eller minihakker og hak dem fint. Kom sukkeret heri og bind massen sammen med æggehviden. Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt omtrent 30 dutter på størrelse med en tokrone ud på et stykke bagepapir. Bages ved 150 grader i 25-30 minutter. Køles helt af og kan opbevares i en kagedåse i adskillige uger.

Pisk rabarbersaft, kondenseret mælk og fløde sammen. Hæld det i en ismaskine (evt. af to omgange, alt efter størrelsen på maskinen). Imens knuses makronerne groft.
Kom halvdelen af makronerne i en bøtte og top op med halvdelen af isen og syltetøjet. Hæld resten af makronerne over og top op med det sidste is. Brug en dejskraber til at røre let (lidt som hvis du skulle lave mønstre i en marmorkage), og kom bøtten i fryseren i nogle timer. Serveres i små skåle.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i dessert og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge