Porretærte med hytteost

Sammen en del andre madbloggere var jeg lige før påske inviteret ud i Karolines Køkken for at “lege” med hytteost. Der var indkøbt alskens ingredienser, og så var der ellers fri leg. Vi fik en introduktion til hytteosten, smagte lidt lækkert brød med hytteost, og så var det bare at gå i gang. Jeg fik lavet en ret lækker hønsesalat med fennikel og røget kylling, samt en supergod græskarsouffle.
Det var så sjovt at se hvad hytteost egentlig kan bruges til – jeg har altid opfattet det lidt som et underlødigt slankeprodukt, men har da bestemt fået øjnene op for kvaliteterne i produktet.

Vi fik allesammen et par af de nye smagsvarianter med hjem, så dem har jeg brugt til forskellige ting over påsken.

Helt klassisk er det at bruge hytteost til tærte, og da vi ikke har fået tærte i en evighed, var det på menuen forleden. Det er ikke nogen specielt fedtfattig ret, så server en fyldig salat til. Min store datter var vild med tærten – den lille spiste kun kanten :-)
Jeg valgte at lave tærten i en 20 cm’s springform, for at gøre den høj. Hvis du bruger en almindelig tærteform, skal den bage noget kortere tid.

Porretærte med hytteost (aftensmad til 4, frokost til 6)
Dej:
100 g rugmel
200 g hvedemel
150 g smør
et nip salt
2 spsk yoghurt og evt. lidt vand til at samle dejen

Fyld:
3 store porrer
150 g god bacon
1 fed hvidløg
2 store æg
1 dl hytteost med grillet peberfrugt (den med 4 løg dur også)
1 dl fløde
salt og peber og lidt muskatnød

Nulr smørret ud i melet. Tilsæt salt og yoghurt og saml hurtigt til en fast dej. Er der ikke nok væde, kan lidt vand tilsættes. Jeg kører altid mørdej i foodprocessoren, da dejen jo endelig ikke må blive for varm – det tager sprødheden. Kom dejen i en plastpose og sæt den på køl i en halv time. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og kom den i en tærteform (fedtindholdet i dejen gør at man ikke behøver at smøre formen). Prik den med en gaffel og for den med bagepapir og tørrede bønner/ærter. Bag den ved 200 grader i 15 minutter.
Porrerne renses grundigt for jord og skæres i fine skiver. Hak hvidløget fint. Skær bacon i tern og steg det sprødt på en pande. Læg de sprøde bacontern på fedtsugende papir. Steg porrer og hvidløg i beconfedtet (hæld evt. lidt fra, hvis baconen har afgivet meget fedt). De skal ikke tage farve, blot begynde at blive klare. Bland bacon og porrer sammen og læg det i den forbagte tærtedej. Pisk æg, hytteost, fløde og krydderier sammen og hæld det over fyldet. Sæt tærten midt i ovnen og bag den i ca. 40 minutter – hold øje med at kanten ikke bliver for mørk.

Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i frokost, hovedret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


fem + 7 =

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

CommentLuv badge