Pitabrød med pocheret kylling

Al form for fingermad er det store børnehit, og pitabrød som man både selv skal kombinere samt derefter spise med fingrene er meget børneagtigt. At det så samtidig både er fedtfattigt, fyldt med grøntsager og drønlækkert er jo kun et plus.

Pitabrød (12 stk)
5 g gær
1 dl yoghurt
5 dl vand
1 spsk salt
150 g fuldkornsmel
ca. 800 g hvedemel

Opløs gæren i vandet, tilsæt yoghurt, salt og fuldkornsmel. Rør hvedemelet i til du har en fast dej. Dæk skålen med film, og lad den hæve ca. 8 timer ved stuetemperatur. Jeg plejer bare at sætte dejen over inden jeg tager på arbejde, så er den klar til at bage om aftenen.
Del dejen i 12 stykker, rul dem ud i ca 1 cm’s tykkelse og lad dem efterhæve ½ times tid. Varm ovnen op til fuld styrke (ca 275 grader). Kom pitabrødene ind på øverste rille, og bag i ca. 6 minutter – den høje varme gør at de hæver op og får den eftertragtede lomme i midten.

Pocheret kylling
2 kyllingebryster
1 laurbærblad
5 peberkorn
1 fed hvidløg
1 løg
1 tsk salt
½ l vand

Kom de forskellige smagsgivere i en gryde, tilsæt vand og lad det koge op. Skru ned på lav varme og kom kyllingebrysterne i gryden. Lad dem pochere (når vandet kun simrer) i 10 min. Sluk og lad brysterne trække i yderligere 10 min. Riv kyllingen i mundrette stykker med en gaffel, og hold dem varme til servering.

Dressing
2 dl græsk yoghurt/creme fraiche eller lignende
1 spsk ketchup
1 tsk paprika
2 finthakkede cornichoner
1 revet fed hvidløg
lidt timian
saft af ½ citron
salt og peber

Rør dressingen sammen og smag til

Bagte tomater
Tomater om vinteren smager som at række tungen ud af vinduet, men en times tid i ovnen med lidt smagsgivere kan virkelig peppe dem op. Bag tomaterne først, tag dem ud og fyr op for ovnen til pitabrødene – så er tomaterne stadig lune når I skal spise.
4 alm. størrelse tomater eller 15 cherrytomater
1 spsk olivenolie
1 tsk balsamico
1 tsk rørsukker
salt og peber
evt. lidt knust hvidløg, frisk rosmarin eller timian

Skær de store tomater i kvarte eller halver cherrytomaterne. Kom dem i et ildfast fad sammen med de øvrige ingredienser, og kom dem i ovnen ved 175 grader i ca 1 time.

Server pitabrød med kyllling, dressing, bagte tomater, salat og peberfrugt eller agurk i tern.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Pitabrød med pocheret kylling

  1. Marie Ulletved Holmgaard skriver:

    Det lyder bare virkelig godt, og nemt!! Åh hvor jeg glæder mig til vi har et køkken igen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge