Oksebov i Bloody Mary

Jeg kører lidt på et Jamie Oliver-trip for tiden; især hans nyeste kogebog Jamie Olivers Favoritter har ramt plet herhjemme. Massevis af simremad og generelt bare en kærlighed til de gode råvarer gør bogen til lige noget for mig. Når jeg får en ny kogebog i hænderne (det være sig biblioteksbøger såvel som nyindkøb), læser jeg den oftest fra ende til anden med en stak små post-its ved hånden. Når der så er en uimodståelig opskrift, sætter jeg en post-it på siden. Efterhånden som jeg laver retterne, fjerner jeg post-itten (kan det overhovedet sættes i bestemt form?). Meget ordentligt, og ikke mindst et fint og gennemprøvet system. Desuden forsøger jeg for så vidt muligt at lave mindst en opskrift fra kogebogen hurtigst muligt – bare så den ikke bliver glemt på hylden. Man skal jo have respekt for andres opskrifter, når man nu også selv er sådan en slags madskribent 🙂

Jeg havde en KÆMPE oksebov i fryseren, som faktisk viste sig at være to, da jeg først fik den tøet op. Det havde jeg ikke lige været opmærksom på, da kødet kom hjem fra Refshøjgaard. Nå, pyt, jeg lavede hele baduljen og tryllede så resterne om til to gange fantastisk restemad; en gang cottage pie med resten af kartoffelmosen som røg i fryseren, samt en gang lasagne til dagen efter, hvor grøntsagerne bare blev fisket op og finthakket, og et par snittede gulerødder tilføjet sammen med lidt balsamico – det rene guf! Det er nu meget smart med sådan en ret, der ender med at blive til tre.
En oksebov på omtrent et kilo burde være nok til en familie på 4, men kan du få den lidt større er du garanteret fantastisk restemad.
Har du ikke før fået langtidsbraiserede bladselleri, har du en oplevelse til gode. De bliver søde og lækre, og slet ikke så skarpe i smagen som de kan være i rå form. Jeg valgte at lave retten i min Römertopf, men enhver form for stegeso kan gøre det – eller et dobbelt lag folie over et ildfast fad. Dette er en ægte “low and slow”-ret, hvor du kan lave alle forberedelser til frokost, og så ellers bare gå og indsnuse de liflige dufte hele dagen – god fornøjelse.
Det virker måske fjollet at lave en Bloody Mary, blot for at hælde den over et stykke kød, men selvom det kun er en sjat alkohol, så er det stadig med til at mørne kødet. Og er du vild med Bloody Mary, kan du jo også lave én til dig selv 😉

Oksebov i Bloody Mary (4-6 pers.)
1 oksebov (mindst 1 kg)
1 bladselleri
3 små løg
2 ds flåede tomater
saften af 1 citron
1 lille chili eller lidt tabasco
1 spsk engelsk sauce
sort peber
3 cl vodka
3 dl vand
nogle stilke frisk timian
salt

Kartoffelmos af:
2 kg bagekartofler (eller kartofler til mos)
50 g smør
ca. 1½ dl mælk
2 spsk friskrevet peberrod
salt og peber

Pil løgene og skær dem i både. Rens sellerien og skær stilkene i stykker på ca. 5 cm. Kom de flåede tomater i en skål sammen med citronsaft, vodka, engelsk sauce, chili og lidt sort peber. Blend massen til du har en jævn “drink”.
IMG_1573Dup kødet tørt med et stykke køkkenrulle og brun det på begge sider på en varm pande med lidt olie. Læg kødet ned i den fugtmættede Römertopf og drys med lidt salt og peber.
Kom løg og bladselleri på panden og lad det brune til det begynder at tage farve. Hæld grøntsagerne over kødet og top op med Bloody Mary og vand. Kom desuden timianstilkene ned til kødet.
IMG_1586Sæt låget på og kom Römertopfen i en kold ovn. Tænd på 130 grader og lad den simre i 5-6 timer. Når kødet er mørt, fjernes benet og kødet trækkes lidt fra hinanden med en gaffel (bare let, det er jo ikke pulled pork). Kød, grønt og sovs øses op i et serveringsfad.

Når der er er en times tid tilbage, skræller du kartoflerne og skærer dem i grove tern. Kog dem i usaltet vand til de er helt møre. Hæld vandet fra og lad dem dampe tørre. Tilsæt smør og mos kartoflerne. Tilsæt mælk til du har en blød mos, smag til med peberrod, salt og peber.
Server mosen sammen med det fantastisk møre kød og de lækre grøntsager.
Drys evt. med en håndfuld persille – det havde jeg desværre ikke.

IMG_1597

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *