I den forløbne uge har jeg haft fødselsdag (juhuuu), og da manden for nogle uger siden deklamerede at han desværre ikke var hjemme på dagen grundet arbejde, måtte vi jo finde på en anden måde at fejre det på. Vi fandt en dato hvor vi begge kunne (i lørdags), vi fik ungerne solgt til højstbydende (det er ikke meget man får for gode børn nu om dage…), og jeg bad ham overraske mig med et restaurantbesøg.
Vi startede aftenen med et slag kort i køkkenet (han vandt – ARGH!), hvorefter vi tog på Bryggeriet og smagte månedens øl – et af vores foretrukne steder at nyde en øl. Derefter slendrede vi gennem Århus, for at ende i Jægergårdsgade på den forholdsvis nye restaurant Nordens Folkekøkken. Deres koncept går på at vin og mad hører tæt sammen (der er kun et meget lille vinkort ved siden af menuen), og at 1 ret med vin koster kr. 150,-, 2 retter med vin kr. 250,- og så fremdeles.
Vi bestilte deres Totaloplevelse: 5 retter med vin, aperitif, kaffe og chokolade for i alt kr. 648,- Restauranten importerer selv vinen, og kan man lide nogle af menuvinene, kan man købe en flaske eller 2 med hjem for den favorable pris af kr. 75,- Vi endte med at gå derfra med en ret tung pose…
På dagsmenuen er der i alt 7 retter, så det var ikke alverden vi skulle vælge fra. Vi endte med at få retterne forskudt, for jeg valgte suppe (menuens øverste punkt), hvor min husbond valgte nr. 2. Det betød at han endte med at få fiskehovedretten som 3. forret, og kød til hovedret, mens jeg undlod kødet – vi kunne sagtens spise det hele, og tempoet på retterne var fint, så det gjorde bestemt ingenting, at vi ikke fik nøjagtig det samme.
Vintjeneren opdagede hurtigt at vi både var glade for at spise, drikke og snakke om mad og vin, så hun fortalte vidt og bredt om vinene og vi gav respons. Da jeg fik 3. forret, fik jeg tilbudt en anden vin end menu-vinen, og takkede gladeligt ja – et superglas, som vi endte med at bestille et ekstra glas af samt 2 flasker med hjem.
Og hvad fik vi så at spise? Vi startede med en god Spumante og nogle saltede mandler, hvorefter jeg fik den BEDSTE græskarsuppe, jeg nogensinde har fået. Den smagte af smør, på den silkebløde måde. I suppen var der lidt lardo (italiensk, tørret spæk), syltet græskar, græskarkerner og kørvel. Til den en fed siciliansk hvidvin, som bare passede perfekt.
Den næste ret var rødbede-gravad laks med dild og agurk – anrettet smukt, med det røde/lyserøde og det grønne. Der var også lidt dildmayonnaise, hvilket både manden og jeg nærmeste slikkede af tallerkenen (“Det er jo dild!”). Hertil en frisk fransk hvidvin, som passede rigtig godt til agurken.
Så fik vi svinekæbe med rå æggeblomme, rosenkål, mormordressing og ristet malt. Igen en smuk ret, hvor elementerne spillede godt sammen. Jeg har faktisk ikke spist æg i mange år, men har de sidste år været lidt træt af det der kræsenhed, så jeg kastede mig ud i det, og endte med at spise hele æggeblommen! Det var her at husbonden fik en god og let italiensk rødvin, hvor jeg endte med at blive tilbudt en anden flaske – også en italiener, men med langt mere pondus!
Så kom fisken, i lørdags var det lange, med surkål, 2 slags selleri, pære og muslingesauce. Her var det så husbonden der overvandt al kræsenhed, og spiste selleri i lange baner – den sauce kunne også have fået mig til at spise næsten hvad som helst! Igen en dejlig hvidvin fra Italien (vi aner en tendens), opkaldt efter fåremælksosten Pecorino – noget med at der gik får mellem vinstokkene.
Min mand fik dernæst en Kalveskank Esterhazy, hvilket var to slags kalvekød; langtidsbraiseret og rosastegt, mos, og rodfrugter, med en kraftig italiensk Syrah til.
Så var mætheden efterhånden ved at indfinde sig, så 6 små stykker nordiske oste med et glas rødvin til, var meget passende.
Vi rundede det forrygende måltid af med god kaffe, lidt chokoladesødt, samt en grappa til husbonden.
Alt i alt følte vi os meget velkomne på Nordens Folkekøkken, vi fik en meget opmærksom betjening, manglede intet i løbet af aftenen og stemningen var rigtig god.
Jeg kan kun anbefale en tur på Nordens Folkekøkken – det er bestemt ikke sidste gang vi kommer der!
Dejlig anmeldelse Signe, og det lyder som en super aften. Har gået forbi et par gange og tænkt på, om det skulle prøves i dag. Jeg tror, at du har overbevist mig.
Ps. Lille slåfejl ved svinekæbe 🙂
Er rettet 🙂
Jeg elsker selv at få anbefalet gode steder, så det er fedt ind imellem selv at kunne anbefale.
Rigtig god anmeldelse 🙂
Overvejer selv at tage billeder af maden, men jeg synes det kan virke forstyrrende for en velskrevet artikel med for mange billeder af maden, man snyder også læseren lidt for at få en “jomfruelig” oplevelse hvis man vil besøge stedet. Men, som sagt god anmeldelse og faktisk ganske fine billeder.
Tak. Jeg tager altid billeder af maden, men skriver langt fra anmeldelser hver gang. Restauranten skifter menu hver 3. uge, så det ser formentlig helt anderledes ud, når/hvis nogen følger min anbefaling 🙂
Jeg synes, som de andre, at det er en rigtig fin anmeldelse. Billederne er også rigtig gode ( i hvert fald for mig som læser).
KH Silja
Tak for rosen 🙂
Orv, det gør da mine fordomme om stedet helt til skamme – fedt! Der vil jeg vildt gerne ind og spise snart 🙂
Måske også lidt strengt at dømme en restaurant på dens forgængere 😉
Uh, det var faktisk fordi jeg havde læst en smålunken anmeldelse af stedet lige efter de var åbnet. Men de har tydeligvis fundet fodfæste. Wanna go there 🙂
Wanna go with 😉
Jeg kunne aldrig drømme om at sætte mine ben på nordens folkekøkken – udelukkende pga. hvordan de behandler deres ansatte. Rygterne og fordommene om stedet har virkelig bredt sig. Spørg hvilken som helst kok i Aarhus med respekt for sig selv, hvad de mener om nordens folkekøkken?
Det har jeg ingen viden om, så det skal jeg ikke kunne bedømme. Men triste rygter…
Som nuværende køkkenchef på Nordens Folkekøkken kan jeg kun beklage disse rygter men ved også at det ikke altid har været som nu. Vi er for øjeblikket 4 glade og tilfredse ansatte i køkkenet, der gør vort bedste for at give alle vore gæster en god oplevelse. Ved vort seneste jobopslag fik vi over 50 ansøgninger, heriblandt fra tidligere ansatte der ønskede at vende tilbage. Vi er kede af, hvis vores arbejdsindsats skal bedømmes ud fra tidligere forhold, og skal man ikke prøve at kigge fremad i stedet for at rode i fortiden.
og signe vi vil glæde os til at se jer igen det er altid hyggeligt når der er nogen der sætter pris på det arbejde man går og laver.
Venlig hilsen
Rasmus Klitgaard
Tak for din kommentar – rart når det faktisk kommer direkte fra “hestens mund”, om noget kan det da mane rygter i jorden 🙂
Som gæst på restauranten oplevede jeg også kun glade miner – også selvom vi var de sidste der gik…