Millionbøf

Når man slår millionbøf op i klassikeren over dem alle “God mad- let at lave ” står der bare “Se kødsovs til spaghetti”. Dette mener jeg nu ikke er rigtigt! I min verden er millionbøf en slags brun sovs med kødfyld, og det ville jeg i hvert fald aldrig servere til pasta!!! Jeg har ikke lavet millionbøf i mange år, men da min ældste datter har en forkærlighed for brun sovs, og min mand havde plaget om at få det måtte jeg jo i gang. Umiddelbart er der jo ikke meget smag i hakket kød og løg, så lidt ekstra grønt kom der i, samt lidt god oksefond fra fryseren (en terning kan nok også gøre det). Jeg glemte desværre at tage billeder, så kartoffelmos med brunt snask må I tænke jer til 🙂

1 løg
100 g selleri
2 gulerødder
1 fed hvidløg
500 g hakket oksekød
1 glas rødvin
4 dl oksefond
1 dl piskefløde
2 spsk engelsk sovs
2 laurbærblade
salt, peber og meljævning

Løg, selleri og gulerødder hakkes helt fint, hvidløget knuses, og det hele ristes af i olivenolie. Tilsæt det hakkede kød, og når det hele er brunet tilsættes den engelske sovs, Rør godt, tilsæt rødvin og fond samt laurbær, skru ned og sæt låget på gryden. Lad det simre en times tid. Tilsæt fløde, jævn med meljævning, fisk laurbærbladene op og smag til med salt og peber. Kom evt. lidt kulør i.
Server med kartoffelmos og dampede bønner.

Kartoffelmos
1½ kg kartofler (jeg køber enten bagekartofler eller dem der er beregnet til mos, da der er stor forskel på kartoflers indhold af stivelse – jo mere stivelse, des mere klistret bliver mosen)
2 dl. varm mælk
1 spsk smør
salt, peber og revet muskatnød

Skræl kartoflerne, skær dem i grove tern, og kog dem til de er HELT møre (ca. 20 minutter). Hæld vandet fra, lad kartoflerne dampe tørre, kom smør i, og rør så med en gaffel, piskeris, håndmixer eller hvad du nu plejer. Tilsæt mælk, peber og muskatnød, rør til konsistensen er som du vil have den (fin eller grov) og tilsæt så salt!

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge