Mælkebøttesaftevand

Jeg har en meget lille have, så det er egentlig utroligt hvor mange mælkebøtter der er i den lige nu. Denne saft får ikke bugt med mælkebøtterne som sådan, da man kun bruger hovederne, så to dage efter var der lige så gult i haven igen. Jeg fik både lavet mælkebøttemarmelade (mere om det senere) og saft i sidste weekend, og det der med at lave noget brugbart ud af ukrudtet tiltaler mig meget. Jeg lod mig inspirere af Infonauten, men brugte egentlig bare samme metode som til hyldeblomstsaft. Jeg var løbet tør for almindeligt rørsukker, så det blev til en blanding af lys muscavado og hvidt sukker. Desværre farvede muscavadoen mere end påregnet (ligesom med rabarbersorbeten), så saften blev mere brun end gylden. Smagen fejler dog ikke noget, en mild smag af blomster med en undertone af citron og karamel – mums! Jeg fik 3 flasker ud af portionen, og de skal blandes cirka 1 til 3, så saften holder måske til hyldeblomsterne springer ud.

Mælkebøttesaftevand (2 liter)IMG_0789
Mindst 100 mælkebøttehoveder
1 økologisk citron
750 g rørsukker
1,7 l kogende vand

Pluk hovederne af masser af mælkebøtter (kan godt advare om at det medfører temmelig gule fingre), og sørg for at der ingen stilk er på (stilken er meget bitter). Læg blomsterne i en skål. Vask citronen og skær den i skiver. Læg skiverne ned til blomsterne og dæk med rørsukker. Hæld det kogende vand over og rør rundt. Sæt film over skålen og stil den på køl. Lad saften trække 3-4 dage, hvor du rører i den dagligt. Sigt saften igennem et klæde (eller et stykke køkkenrulle), og kom den på skoldede flasker. Opbevar flaskerne på køl og bland saften 1 til 3.

IMG_0826

Drik dit ukrudt!

Kan i øvrigt nævne at den skønne Vølve laver køkken-kaffescrub på bestilling, og den tager næsten mælkebøttefingre, som til gengæld bliver bløde og lækre.

 

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i syltning og tagget , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Mælkebøttesaftevand

  1. Pingback: Brændenældesalt | Signes Mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge