Luksus brownies

Denne opskrift har jeg fra dengang Toms mørke plader blev lanceret – den stod simpelthen bagpå en af pladerne. Jeg syntes stadig det er god kogechokolade (de 57 % kakaoindhold er meget passende til de fleste opskrifter), omend jeg blev noget indigneret sidst de havde dem på tilbud i Netto. I stedet for de oprindelige 200 g, har Toms forlængst skåret det ned til 180 g, men de plader de havde i Netto indeholdt kun 150 g!!! Hvad f… ligner det at tro at man bare kan skære ned på indholdet, men holde prisen, og så tro at kunderne ikke føler sig snydt!
Nå, men de her brownies er i hvert fald supergode, selvom man skal bruge 1,3 plade for at få 200 g…
Man kan evt. overtrække dem med resten af den anden plade rørt med en klat smør, og servere dem med en kugle vanilleis og lidt frugt – superdessert!

Luksus brownies
175 g smør
200 g mørk chokolade
150 g rørsukker
3 æg
75 g valnødder
60 g mel

Smelt smørret i en gryde, og bland chokoladen i efter at gryden er taget af blusset. Pisk sukker og æg til en tyk, hvid masse (mindst 5 minutter!). Nødderne hakkes groft (jeg plejer bare at brække dem i stykker med fingrene) og blandes med melet, som vendes i æggesnapsen. Dernæst vendes chokoladeblandingen i og dejen hældes i en smurt bradepande (ca. 20×30). Bages ved 200 grader i 20-25 minutter.

Og lige en lille advarsel: Bare fordi at det er regnvejr og du er træt, behøver du ikke spise halvdelen af brownierne selv – du får altså ondt i maven!!!

6 kommentarer
  • Vibeke siger:

    Kære Signe
    Det lyder som om, at du prøvede at udrydde dem, og derfor ved hvordan de virker!
    Ja det er noget mærkeligt noget med at komme mindre i pakkerne, og holde prisen, – det gør de faktisk også med hakkekød, før i tiden var der som regel ½ kg. i pakkerne, nu er der 400 gr.
    Knus
    Vibeke

  • Signe siger:

    Hej Vibeke
    Tja,der er også kun 800 g salt i pakkerne, som i hine dage vel har indeholdt 1 kg – sjov måde at gøre tingere dyrere på!
    Hilsen Signe

  • Piskeriset siger:

    Uha, jeg tror lige, jeg tog mindst 50 g på bare ved tanken om, hvor fantastisk disse kager må smage 🙂

  • Elisabeth siger:

    Uhmmm! Har lige lavet kagen – og bare kagedejen smager himmelsk. Dejlig enkel opskrift med et fantastisk resultat. 6 kokkehuer ud af 6 herfra. Og så taler vi ikke om kalorieindholdet, vel!

  • Signe siger:

    6 kokkehuer ligefrem 🙂
    Man behøver jo ikke at lave dem hver uge – og så bliver der nok plads til et par stykker i kalorieregnskabet!

  • […] kage. Jeg har prøvet adskillige former for brownies, både i den tid jeg har haft bloggen (se fx denne eller denne), men også i min tid som kagebager. Jeg kommer oftest tilbage til denne, som er en […]

  • Skriv et svar til Vibeke Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *