Kringle med frangipane og æbler

I forbindelse med sidste uges fødselsdag skulle jeg have lidt kage med på arbejde. Valget faldt på kringle, da jeg har fri fredag formiddag, og derfor havde mulighed for at komme med nybagt kringle – noget lig verdens bedste kage!
Opskriften er fra  Sifs første kagebog, som jeg kun kan anbefale -den er fuld af de lækreste opskrifter.
Jeg havde en stor pose valnødder i skuffen, så dem brugte jeg til frangipane, men hasselnødder eller mandler er lige så gode.
Jeg lavede 1½ gange opskriften, så der blev til 4 stænger, med endte alligevel med at komme den ene stang i fryseren, da jeg ikke behøvede at tage mere end 25 stykker med. Den sidste stang blev så serveret i aftes til bestyrelsesmøde i GourmetGirafferne, blot lunet let i ovnen; stykkerne nærmest fløj af fadet 🙂

Kringle med frangipane og æbler (3 stænger)
5 g gær
2½ dl kærnemælk (eller 2 dl mælk og ½ dl yoghurt)
3 æg
30 g sukker
½ tsk st. kardemomme
1 tsk vaniljesukker
150 g blødt smør
ca. 750 g hvedemel

Fyld:
100 g valnødder
100 g rørsukker
100 g smør
1 æg
3 æbler
Perlesukker og æg til pensling

Varm forsigtigt kærnemælken op til fingervarmt – den skiller nemt, så pas på. Smuldr gæren ud i mælken og lad det stå i 5 minutter.
Pisk æg og sukker sammen med en gaffel. Hæld mælkeblanding og æggemasse sammen, og tilsæt kardemomme og vaniljesukker.
Rør melet i lidt ad gangen. Dejen skal være ret blød. Ælt det bløde smør grundigt ind i dejen. Dæk skålen til og lad den hæve på køl til næste morgen/dag (den kan hæve op til 24 timer).
Lav nu frangipanen ved at riste nødderne på en varm pande til de begynder at dufte “nøddet”. Lad dem afkøle og blend dem så med sukkeret. Tilsæt blødt smør og æg og blend til en sammenhængende masse. Skær æblerne i tynde både.
Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i tre stykker. Rul hvert stykke ud til en plade på ca. 15×50 cm (alt efter hvor lang din bageplade er). Smør 1/3 af frangipanen i midten af hvert stykke og læg æblebådene over. Nu kan du enten blot folde siderne ind over fyldet, eller gøre som jeg, og flette. Skær skrå snit på begge sider af fyldet og fold skiftevis dejstykkerne ind over hinanden. Luk grundigt i enderne. Læg kringlestængerne på en bageplade og lad dem efterhæve et par timer.
Pensl med æg og drys med perlesukker. Bag stængerne i ovnen ved 225 grader i ca. 15 minutter (ifølge Sif skal de bage 25 minutter, men mine var færdige efter 14 minutter – så hold øje). Server kringlen let lun.

4 kommentarer
  • Lis siger:

    Den lyder virkelig lækkert. Jeg må afprøve den til mine kolleger en dag 😀

    God week-end

    Kh.Lis

  • Marie siger:

    Det ser bare så fantastisk ud. Jeg må også prøve det her en gang i nær fremtid 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *