Koldskål

Herhjemme er vi, ligesom resten af det ganske danske land, vilde med koldskål. Koldskål må om noget siges at være en rigtig dansk dessert (ja, jeg ved godt at nogen spiser det til hovedret, men det mætter jo ikke), og serverer du det for udlændinge er de også meget skeptiske – hvid, syrlig mælkesuppe med småkager i, lyder nu også mærkeligt!

Da både min mand og jeg er opvokset i fattigfirserne, husker vi restriktionerne på kammerjunker (“SÅ er det nok!!!”), så det har vi for længst besluttet at vores børn ikke skal lide under – de må tage lige så mange som de vil! Jeg har et par gange prøvet at bage kammerjunker selv, uden det helt store held – de smagte bare ikke helt rigtigt, så Karen Volf it is. Det projekt SKAL bare lykkes i år, det er ligesom en af de sidste bastioner indenfor købemad, der er tilbage i mit køkken – stort set alt andet bager eller laver jeg selv!
Personligt kan jeg faktisk bedre lide andre former for topping, og jeg kan også bare rigtig godt lide koldskål UDEN noget. Gårsdagens koldskål blev serveret med havreknas (sukker, smør og havregryn stegt på en pande) og rabarberkompot; mums, det var godt!
Jeg laver altid koldskål med æggeblommer, og de sidste par år har jeg også tit brugt ymer eller A38, det bliver bare så lækkert og cremet. Familieopskrifterne er mange, men dette er min version.

Koldskål (8 pers.)
6 pasteuristerede æggeblommer
1 liter kærnemælk
1 liter ymer eller A38 (3,5%)
1 øko. citron
1 stang vanilje
4 spsk rørsukker

Skrab kernerne ud af vaniljestangen og kom dem i en skål sammen med sukker og æggeblommer (gem bælgen i et glas med sukker). Skær citronen i 5 skiver, og pres saften fra enderne ned i æggemassen. Fjern kernerne fra de 3 resterende skiver.
Pisk æggemassen til den er lys og luftig. Pisk først ymer i og dernæst kærnemælk. Kom de 3 citronskiver i skålen, og lad koldskålen trække på køl i mindst 5 timer. Server med den topping du finder lækrest.

 

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i dessert og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

12 kommentarer til Koldskål

  1. Pingback: Kammerjunker | Signes Mad

  2. Zania Kaas skriver:

    Du skal være velkommen til at prøve min opskrift på hjemmelavede kammerjunker… De smager godt og er tilmed sundere…
    Din koldskål-opskrift er på min must-try-liste 😉
    Zania Kaas recently posted..Sutteflaske kan give overvægt

    • Signe skriver:

      Har allerede kikset en opskrift i år, så der er bestemt mulighed for forbedringer 🙂
      Koldskål er bare et sikkert sommerhit!

  3. Anne skriver:

    Jeg erindrer begrænsningen på kammerjunkere som en sundhedsting. Men måske det var noget andet for jer derovre på den anden side. 🙂

    • Signe skriver:

      Min far lavede oftest koldskål med vaniljeis, så jeg tror ikke det har været en sundhedsting – på den anden side eller ej 🙂

      • Anne skriver:

        Haha, nej, så var det nok ikke noget om kalorier. Men jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor kan internettet ikke svare på, hvad én kammerjunke kostede i 1986?

        • Signe skriver:

          Dårligt internet!!! Jeg kan godt undre mig over at vi ikke bagte dem selv, min mor var da ellers totalt bageagtig.

  4. Ungerne plager jævnligt om koldskål, så denne variation af koldskål skal prøves. Tak for inspiration 🙂

    Hilsen

    Per
    http://y-1.dk/

  5. Linda Framke skriver:

    Jeg synes selv, jeg bager gode kammerjunkere. Jeg kan medbringe en smagsprøve i morgen.

  6. Pingback: Koldskål | Madbevægelsen -- danske madblogs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge