Kikærtesalat med mynte

Her til aften var den lille datter og jeg alene hjemme, og jeg forbarmede mig og indvilligede i at lave hendes livret – pandekager med skinke og ost. Hvis man ikke får en salat til pandekager, synes jeg hurtigt at det bliver for fed en ret; og egentlig er det vel også en frokostret. Efter at have kigget i køleskabets”Vi-har-snart-påskeferie-og-skal-derfor-bruge-resterne”-grøntsagsskuffe, fandt jeg en agurk og et glaskål i det ene hjørne. Mynten havde jeg i haven, da jeg lige har købt en stor potte til at sætte ud (hvordan det er lykkedes mig at slå den ihjel fra sidste år, aner jeg ikke!), og kikærter i fryseren.
Du kan sagtens bruge kikærter fra dåse, men prøv engang selv at iblødsætte et kilo, koge dem med lidt friske krydderurter og komme dem i fryseren – smagen er meget bedre, og selv de økologiske kikærter er meget billigere i drift end dåserne. Mynten kan udskiftes til din foretrukne krudderurt, men jeg synes den passer utroligt godt sammen med især agurk.

Kikærtesalat med mynte (3-4 pers.)
200 g kogte kikærter
1/3 agurk
1 glaskål eller en lille majroe
1 håndfuld mynte
saften af ½ citron
3 spsk olivenolie
salt og peber

Kom kikærterne i en skål sammen med finthakket mynte, citronsaft, olie samt salt og peber. Rør godt rundt. Skræl agurken, halver den og fjern kernerne med en ske. Skær agurken i små tern. Skræl glaskålen (brug en kniv), og skær den i fine tern. Kom begge grøntsager ned til kikærterne og vend det rundt. Lad salaten trække en halv times tid før servering.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i salat. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Kikærtesalat med mynte

  1. Lise skriver:

    Det var smart! Og ja de ER bedre dem man selv koger 🙂

  2. Mette Lindgaard skriver:

    Kunne godt spise en portion af den salat lige nu. Vil prøve din kombi snart.

    • Signe skriver:

      Nu ved jeg ikke med din kæreste, men min mand var ikke begejstret. Ved ikke helt hvad der er med mænd og bælgfrugter… Jeg syntes det var en skøn salat, og den fungerede også godt som madpakkesalat dagen efter.

      • Lise skriver:

        Det ser supergodt ud og jeg tror jeg vil forsøge mig med denne salat til weekendens grillerier – men hvorfor skriver du at den skal i fryseren efter kogning (i det indledende afsnit). Det er sikkert bare mig…. 🙂

        • Signe skriver:

          Det med fryseren er fordi jeg altid koger et kilo kikærter ad gangen, fryser dem i en stor pose, og så tager op efter behov – så behøver man ikke starte 24 timer før hver gang man har lyst til kikærter (eller bønner), og de hjemmekogte smager meget bedre end dem fra dåse (og er billigere).

          • Mette Lindgaard skriver:

            Jeg koger også kikærter altid til fryseren.
            Elsker forøvrigt dine mange gode tips, du smider på bloggen 🙂
            Ja, hvad er det med mænd og bælgfrugter – min er heller ikke så vild med alt for mange af dem.

          • Signe skriver:

            Tak skal du have. Jeg sniger bønner ind hvor jeg kan, og håber at han vænner sig til det efterhånden 🙂

  3. Pingback: Kikærtesalat med mynte | Madbevægelsen -- danske madblogs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge