Kanin i sennep og hvidvin

Jeg er helt pjattet med kaninkød, så da en god ven spurgte om jeg var interesseret i et par kaniner til fryseren, sprang jeg straks til. Samtidig var det alletiders mulighed til at få testet en opskrift fra den nye kogebog fra Brdr. Price: “Vores yndlingsopskrifter”. Her er brødrene gået tilbage til det klassiske bistrokøkken, og tager udgangspunkt i de opskrifter, der hitter på deres restauranter. Jeg synes bestemt at det er Brødrenes bedste kogebog til dato, billedmaterialet er flot og de små historier om restauranterne er rigtig gode. Det hjælper selvfølgelig også, at jeg selv er pjattet med bistrokøkkenet, hvor gode råvarer og god tid er i højsædet.

Nu er jeg ikke den store fortaler for at man skal forsage verden, og da slet ikke i januar, hvor vejret er så trist og gråt, men kaninkød er altså smagfuldt og uhyre magert. Det kan nemt blive tørt, og derfor er en gryderet som denne helt perfekt til det lyse kød. En del af elementerne i retten minder om coq au vin, omend dette selvfølgelig er hvidvin – desuden giver senneppen en dejlig syrlighed. Hvis du ikke kan få fat i kanin, kan retten sagtens laves med kylling.
Brødrene serverer spätzle til retten, men vi fik blot et stykke groft brød til at suge den lækre sauce.

Indlægget indeholder affilate links

Kanin i sennep og hvidvin (4 pers.)
1 kanin (1300-1500 g)
100 g dijonsennep
½ glas syltede skalotteløg (alternativt frosne)
200 g champignoner
4 tykke skiver bacon
100 g smør
4 fed hvidløg
2 spsk frisk timian
2½ dl hvidvin
1 dl piskefløde
saft fra ½ citron
salt og peber

Partér kaninen i forben, bagben og rygstykker. Kom lidt salt og peber på hvert stykke og smør dem rundhåndet ind i sennep. Stil dem til side.
Skær bacon i mindre stykker, dræn skalotteløgene for vædske og rens champignonerne og halvér dem. Hvidløgsfeddene skal ikke pilles. Smelt smørret i en stor gryde og kom baconen ned i smørret. Når det begynder at få lidt farve tilsættes kaninstykkerne. Lad dem brune grundigt på alle sider, og tilsæt så løg, champignon, hvidløg og timian. Hæld hvidvin på, lad det koge op, og skru så ned for gryden. Sæt låg på og lad retten simre i 30-40 minutter (stik i et kaninlår; saften skal være klar).
Tag kanin, bacon og grøntsager op af gryden og hold det varmt. Tilsæt piskefløde, kog op og smag saucen til med salt, peber og citronsaft. Kom “fyldet” tilbage i gryden, varm det igennem og servér, evt. med kartoffelmos eller blot et stykke groft brød.


Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge