Is med brunet smør

Jeg er VILD med brunet smør; den der fede nøddesmag, som smørret får, når det har stået og simret lidt tid, smager bare for lækkert. På fransk hedder brunet smør beurre noisette, så det er ikke bare mig, der kan smager nødderne i smørret. Jeg har flere gange brugt brunet smør til fisk og skaldyr, jeg har kommet det i sauce og faktisk også i kage (fx i denne her), men jeg havde nok alligevel ikke troet at jeg ville komme det i is.
Denne opskrift tager udgangspunkt i en opskrift jeg så på samvirke.dk, og som jeg bare måtte prøve. Jeg har erstatte valnødderne med pecannødder, da min store datter ikke tåler valnødder så godt. Desuden bruger jeg aldrig pasteuriserede æg længere, da der simpelthen ikke er salmonella i danske æg længere (og ikke har været det i årevis). Desuden smager friske æg meget bedre end pasteuriserede, og i opskrifter med få ingredienser har det altså en betydning. Jeg kan desuden anbefale ikke at opbevare æg på køl, de er både nemmere at koge og piske, når de er stuetemperatur, og i almindelige husholdninger er der ingen regler for at de skal køles ned, sådan som der er på restauranter. Det er min erfaring at de holder sig fint udenfor køleskabet.
Denne is er med mælk og fløde og bliver bedst af at blive kørt på en ismaskine. Hvis du ikke har sådan et monstrum, kan den indfryses i en beholder, hvor du rører hver halve time.

Is med brunet smør
4 æggeblommer
125 g smør
3 dl piskefløde
1 dl sukker
1 dl. mælk
100 g hakkede pecannødder

Smelt smørret i en gryde og lad det stå og simre til det dufter karamelliseret og nøddeagtigt. Hvis man har prøvet det nogle gange, kan man se at smørret bruser på en anden måde, når det er klar. Stil gryden til side, og lad den stå i 10 minutter.
Pisk fløde til let skum. Kom æggeblommer og sukker i en skål og pisk det skummende og lyst.
Fjern skummet fra det lune smør og smid det ud. Hæld smørret i æggemassen imens der piskes – stop inden du når til bundfaldet, der smager grimt og farver isen brunlig.
Vend flødeskummet i æggemassen og kom til sidst mælk i.
Køl massen ned en times tid. Kør den til is på en ismaskine, tilsæt pecannødder når isen er færdig.
Spis isen som den er, eller anret den som her ovenpå en brownie (fx denne) og med lidt frosne ribs som pynt.

 

Dette indlæg blev udgivet i dessert og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge