Irish Cream

Hvis du er vild med Baileys’, så er dette lige opskriften for dig; en fuldfed, hjemmelavet Irish Cream, med noter af chokolade, vanilje og kaffe – og så tager det kun 5 minutter at lave.
I sommer var jeg til pop-op restaurant på Gothenborg, hvor kokken fra Restaurant Mellemrum, Mikkel Laursen, havde lavet en skøn menu med Gothenborgs sublime fjerkræ, samt grønt fra den store køkkenhave. Jeg var i bil, og derfor kun smagende i forhold til alkohol, men da middagen blev rundet af med hjemmelavet Baileys’ måtte jeg lige nippe. Jeg har aldrig været den store fan af den fede drik, men wauw, hvor smagte det godt.

Jeg har lige siden været på udkig efter en opskrift på de liflige dråber (om opskriften er i Mikkel Laursens nye kogebog, ved jeg desværre ikke), og da jeg så denne opskrift i sidste uge, var der ikke langt til handling.
Jeg tilføjede lidt frysetørret kaffe, samt lidt smeltet chokolade, men brugte ellers Debs mål. Dog syntes jeg at kaffen var meget svær at opløse, så en anden gang vil jeg lige opløse den i lidt kogende vand først, for jeg endte med at sigte drikken over i et par flasker.
Jeg havde ikke lige noget irsk whisky i huset, selvom det nok er det “originale”, men skotsk whisky fungerer altså også fint.

Irish Cream (ca. 75 cl.)
1 dåse kondenseret mælk
2½ dl piskefløde
2½ dl whisky
50 g mørk chokolade
½ vaniljestang
1 tsk frysetørret kaffe opløst i et par spsk kogende vand
1 tsk kakao

Smelt chokoladen i en skål, der er stor nok til at rumme hele væskemængden. Jeg smelter altid i microovnen, men et vandbad fungerer også fint. Tilsæt marv af vaniljestang, kakao og kaffe og pisk godt. Tilsæt fløden lidt ad gangen og pisk godt imellem.

Når al fløden er brugt tilsættes den kondenserede mælk. Pisk endnu engang godt. Kom til sidst whisky i, pisk og smag på varerne. Vil du have den stærkere, kommes mere whisky i. Min var en kende tyk, og så kan der altså tilsættes en smule vand.
Hæld den lækre Irish Cream på flaske og sæt den på køl. Den kan holde sig i mindst et par uger.
Serveres med et par isterninger.

Note: Hvis du synes at din Irish Cream er blevet for tyk, kan den med fordel fortyndes med en smule vand eller mælk.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i drikke og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Irish Cream

  1. Anne-Marie skriver:

    Den smager rigtig godt. Noget mere smag af chokolade og kaffe end en Baileys, men jeg brugte også 70% og espresso, så jeg skruer måske lidt ned for dem næste gang. Cociolikør døbte min datter den og det er altså ret godt. Supersjovt at eksperimentere med. Tak for opskriften.

  2. Rose skriver:

    Hvor lækkert. Jeg tænker, at det kunne puttes i en fin flaske og bruges til værtindegave. Det skal i hvert fald prøves.

  3. Anne-Marie skriver:

    Ih hvor lækkert. Blev den lige så god som du forventede? Jeg kunne godt være fristet til at prøve. Glædelig jul.

    Kh.
    Anne-Marie

  4. Marie skriver:

    Jeg skal i den grad lave den i dét sekund jeg har juleferie 😄😄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge