Anderledes club sandwich

Eksamenstid er tid til overspringshandlinger, og én af mine favoritter indenfor genren er at tilberede en lækker frokost. Man skal jo have lidt mad alligevel, så hvorfor indtage en kedelig spegepølsemad, når man nu har mulighed for at lave lidt guf i køkkenet?

Efter en hurtig gennemrodning af fryseren i går, kun for at konstatere at den stort set var fuld af frossen frugt, pølser og is, og ikke en ærlig pakke fars :-(, fandt jeg dog alligevel nogle kogte kyllingebryster samt et stykke serranoskinke – som jo så passende kunne trylles om til dagens frokost. Jeg havde bagt noget lækkert grovbrød i går, og kassen fra aarstiderne indeholdt både tomater og asparges.
Inspireret af en af dagens andre overspringshandlinger (hmmmm, burde nok få lavet lidt i stedet!!!), en gennembladning af de 101 bedste sandwiches i N.Y., fandt jeg på at lave en club sandwich til frokost.
En klassisk club sandwich består af toastbrød, kylling, bacon og karrydressing, samt et enkelt salatblad, men jeg har aldrig toastbrød i huset, og vil også gerne have lidt ekstra grønt.
Jeg tilberedte elementerne til sandwichen på en grillpande, men har du ikke sådan én, kan en almindelig pande sagtens benyttes. Så skal du bare komme lidt olie på panden inden du steger brødet (eller bare bruge brødristeren).

Club sandwich (1 pers.)
2 skiver groft brød
½ fed hvidløg
2 spsk creme fraiche (eller skyr/græsk yoghurt)
½-1 tsk karry (efter smag)
salt og peber
½ forkogt kyllingebryst
3 skiver serranoskinke
1 stort salatblad
2 grønne asparges
1 tomat
Start med at røre dressingen sammen; creme fraiche, karry og salt og peber røres sammen og smages til.
En grillpande varmes op, og brødskiverne lægges på. De skal bare have lidt farve. Når de er færdige gnubbes hvidløgsfedet på brødet, og de lægges til side. Kyllingen skræres i skiver og kommes på panden sammen med serranoskinke. Tomaten halveres og lægges på panden samme med de hele asparges. Grill det hele et par minutter på hver side.
Smør dressing på den ene skive brød, læg dernæst salatbladet på. Så skiver af skinke, kylling og lidt ekstra dressing. Tilsidst de halve tomater og de grønne asparges. Top med brød og spis – med kniv og gaffel, og gerne i solen på terrassen 🙂
Dette indlæg blev udgivet i frokost og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Anderledes club sandwich

  1. Signe skriver:

    Det var også bare godt 🙂

  2. Konsinski skriver:

    Der er kun én ting at sige om billedet af din frokost: MUMS! 🙂

    /Lisbeth

  3. Signe skriver:

    Hej Lisbeth
    Det må du gerne bruge. Min mail er signeulletved@gmail.com 🙂
    Hilsen Signe

  4. Lisbeth skriver:

    Hej Signe,

    Jeg kan simpelthen ikke finde din mailadresse nogle steder her på bloggen, så du får lige en besked hér i stedet.

    Jeg er faldet over et af dine gamle billeder fra et Katvig lagersalg, som jeg har brugt på et indlæg på min blog.
    Hvis jeg skal fjerne det, så bare giv besked, så ryger det fluks væk – jeg har naturligvis krediteret dig for billedet 🙂

    Venligst,
    Lisbeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge