Hindbærmarmelade med ingefær

Nu nærmer syltetiden sig igen, og hvorfor ikke prøve nogle lidt anderledes varianter af de gængse marmelader? Det er jo også en af fordelene ved at lave sin egen marmelade. Man skal dog være påpasselig med at smagstilsætningen ikke overdøver bærrenes smag, men blot komplementerer den. Her har jeg valgt at bruge sukkersyltet ingefær sammen med hindbær, dels fordi jeg havde et glas i køleskabet, men også fordi jeg tænkte at ingefær kunne give hindbær lidt kant – sådan en klassisk hindbærmarmelade kan godt være lidt for sød til min smag. Desuden kom jeg saften af ½ grapefrugt i marmeladen, bare for at give lidt syre (syre fremhæver smagen), du kan sagtens bruge en citron eller en appelsin i stedet.
Denne marmelade blev lavet af frosne bær, men har du adgang til friske i løbet af sommeren, bruger du bare dem. Jeg bruger aldrig vand, når jeg laver marmelade, men lader bare bær og sukker stå og safte i en times tid, og koger så marmeladen forsigtigt op.
Har du ikke mod på modellen med ingefær, er der en mere klassisk hindbær-appelsinmarmelade lige her.

Hindbærmarmelade med ingefær (4 små glas)
500 g hindbær, frosne eller friske
250 g rørsukker
2 sukkersyltede stykker ingefær (eller 1 spsk friskrevet)
saft af ½ grapefrugt (citron eller appelsin)
1 tsk rød melatin + 2 spsk sukker

Kom hindbær og sukker i en lille gryde. Hak ingefæren fint og kom den i gryden sammen med citrussaft. Lad det stå i en times tid, så der samler sig noget saft i bunden af gryden. Kog marmeladen forsigtigt op og lad den simre i 10 minutter. Bland melatin og sukker og drys det i den kogende marmelade. Lad det koge i to minutter. Tag gryden af varmen. Nu har der formentlig samlet sig et lysere lag øverst på marmeladen – det skal ikke fjernes, da det primært er luftbobler. Rør rundt i gryden, hele tiden den samme retning. Efter et par minutter, vil du opleve at det lyse lag stort set er væk.

IMG_2187
Kom den varme marmelade på skoldede glas, tilbind straks og vend lige glassene, så den varme marmelade forsegler glassene.
Lad marmeladen køle ned – den kan holde sig i 4-5 måneder, hvis den da ikke bliver spist inden.

IMG_2197

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i syltning og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge