Grønkålssalat

For et par uger siden var Malou og jeg i det nordjyske til et økomarked. Jeg hjembragte en flot grønkålsstok (formedelst 25 kr), og satte den straks ud i haven, idet jeg havde købt en del andre grøntsager, og de ligesom skulle bruges først. Sådan en grønkålsstok, der er placeret i jord kan sagtens holde til frost og regn igennem længere tid, så jeg var bare glad for min nye “blomst”.
I dag stod menuen på lammekølle og flødekartofler (vi har haft madklubben på besøg), så vi skulle have lidt friskhed til, og her var grønkålen til stor hjælp.
Jeg valgte at komme forholdsvis lidt dressing på, da resten maden i sig selv var ret “våd”, så til en anden menu skal man måske fordoble mængden af dressing.

Grønkålssalat (6 pers.)
10 store blade grønkål
1 granatæble
100 g mandler
2 syrlige æbler
saft af ½ citron
3 spsk piskefløde
1 tsk rørsukker
½ tsk salt
friskkværnet peber

Skyl grønkålen og rib den fra de grove stokke. Tør bladene, evt i en salatslynge. Kom grønkål og mandler i en foodprocessor og kør til mandlerne er grofthakkede (så er grønkålen det også). Kom begge dele i en skål. Rul granatæblet nogle omgange mens du trykker på det med hånden, og halver det så. Pres kernerne ud i en dyb tallerken, og fjern alle de hvide hinder (de er meget bitre). Kom kernerne ned til grønkålen. Skær æblerne i tynde både, og vend dem med en smule af citronsaften. Kom også æblerne ned i salaten og vend det hele rundt med salt og peber. Kom citronsaft og sukker i en lille skål og rør til sukkeret er opløst. Tilsæt fløde og lad det tykne i skålen et kvarters tid. Hæld dressingen over salaten og lad den trække mindst en time på køkkenbordet.
Server til vinterens fyldige retter, hvor der ofte mangler lidt friskhed.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i salat og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Grønkålssalat

  1. Sarah skriver:

    Det lyder altså lækker den opskrift, den skal helt klart snart i spil.
    Er også helt vild med den hvidkålssalat med æbler og druer du skrev på et tidspunkt 🙂

    Mvh Sarah

  2. Charlotte skriver:

    Mmmn, det ser smukt og lækkert ud. Jeg laver nogen gange grønkåls tzaziki: fint hakket frisk grønkål, yoghurt 10+ og masser af hvidløg.
    Jeg havde en nabo som spiste grønkåls tzaziki på rugbrød og med kaviar…underlig sammensætning, men det smagte godt.
    Den grønkåls stok du satte i jorden, var der rødder på?
    Vh Charlotte G

    • Signe skriver:

      Mmmm, det lyder lækkert, det kunne være at jeg skulle prøve det.
      Ja, grønkålsstokken var med rod og jordklump, så den var lige klar til at komme i jorden.

  3. foodfanatic skriver:

    Mums, det lyder som en variation, der skal prøves. Jeg har aldrig prøvet at bruge grønkål i en salat, men det lyder vildt lækkert.
    Kh Nadia
    foodfanatic recently posted..Confit de canard – trin for trin

    • Signe skriver:

      Så længe det bliver hakket forholdsvist fint, kan grønkål sagtens spises råt- og så er det jo en såkaldt superfood, fordi der er så mange vitaminer i 🙂

  4. Lotte skriver:

    Det er bare total-lækkerhed det der. Grønkål, fløde, granatæblekerner – skønt 🙂 Og et indbydende billede.
    Skal prøves – meget snart!
    Lotte recently posted..Stop bare en smule madspild. Og bliv lidt glad i låget over små ting.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge