Grønne bønner med persille

I denne weekend har vi været på Skanderborg Festival. I 90’erne var vi nærmest på Skanderborg hvert år, men efter at vi har fået børn, er det ikke blevet til alverden. Nu er pigerne blevet så store at de kunne komme med, og da vi så ovenikøbet fik 4 partoutbilletter forærende (tak til mandens musiker-forbindelser), fandt vi festivalstemningen frem. Da vi ikke længere er de store campister (ej, det har vi vist aldrig været…), og der også lige var en hund med i ligningen, valgte vi festival uden øl, og kørte så bare hjem og sov. Det fungerede rigtigt godt; ungerne syntes det var fedt at være afsted, vi fik hørt noget dejlig musik og snakket med en masse søde mennesker, og samtidig kom vi hjem i vores egen seng, og i bad hver dag. Festival på luksusmåden, herligt!!!
Desuden kunne vi spare lidt ved at bage boller fra morgenstunden, og så have nogle frisksmurte sandwiches med. Her er et eksempel på en klassiker af format, rugbrødssandwich med skinke, ost, salat og grov sennep – den forsvandt hurtigt!

Søndag var vi simpelthen for trætte til at tage afsted, så vi tog en familiedag på sofaen med popkorn og Alice i Eventyrland – ikke dårligt.
Efter nogle dage i Grøntsagsløse (som sådan en festival typisk er!), trængte jeg til et skud vitaminer i aftes. Heldigvis var der en bakke flotte grønne bønner fra Aarstiderne i køleskabet, så de blev tryllet om til en lækker salat.

Grønne bønner med persille (2 pers.)
ca. 350 g fine grønne bønner
1 fed hvidløg
1 dl hakket persille
2 spsk olivenolie
1 spsk lys eddike (jeg brugte hindbæreddike)
salt og peber
vand og en klat smør til dampning af bønnerne

Start med at nippe bønnerne. Sæt et par dl vand over i en gryde sammen med en klat smør. Når vandet koger, kommes først lidt salt i, og dernæst bønnerne. Sæt løg på gryden og lad bønnerne dampe et par minutter. Hæld dem op i et dørslag og overhæld dem med koldt vand (det holder på den grønne farve). Kom eddike og olie i en skål. Riv hvidløgsfeddet ned i skålen og tilsæt den hakkede persille. Smag til med salt og peber.
Kom de stadig lune bønner ned i dressingen, og lad salaten trække et kvarters tid (eller mere). Server. Salaten er også meget lækker dagen efter.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i salat og tagget , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Grønne bønner med persille

  1. Signe skriver:

    Festival på voksen-måden – I like it!!!

  2. Piskeriset skriver:

    Det der med at sove hjemme i forbindelse med festivaller – det holder for vildt!

    Det er ikke ligefrem grøntsager, at festivalmaden er kendt for, så jeg kan godt forstå, at du trængte til noget grønt, da du kom hjem, og sådan en gang bønner er altid godt 🙂

  3. Signe skriver:

    Janus er bestemt ukampdygtig et stykke tid, men overlever nok også dette 🙂

  4. Klidmoster skriver:

    Mums, jeg elsker bønner på den måde.

    Håber at I er kommet jer over skaderne. Knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge