Fuldkornsgrød

Jeg har fået mulighed for at teste Urtekrams fuldkornsrisengryn, og gav mig derfor i kast med opgaven forleden. Urtekram havde sendt en pakke med masser af nødder, sukker, tørret frugt og ikke mindst ris til fuldkornsgrød. Herhjemme prøver jeg at snige så mange fuldkorn ind i maden som muligt, men der er stadig nogle bastioner, hvor familien nægter. Fuldkornspasta og fuldskornris er desværre nogle af dem.
Jeg har fornylig fundet ud af at jeg er allergisk overfor kanel, så klassisk risengrød er alligevel no-go, og derfor ville jeg gerne lave grød på en anden måde. På pakken stod der at grøden skulle koge i 75 minutter, men at man kunne afkorte tiden ved at stille risene i blød i mælken natten over. Det kom jeg så fra, men prøvede at koge risene i vand først. Tidsmæssigt gjorde det desværre ingen forskel, og grøden endte med at koge i 1½ time, førend konsistensen blev “grødet” og ikke bare ris med mælk. Metoden med vandet gør dog at grøden ikke har samme tendens til at brænde på.
Min datter sagde efterfølgende at det måtte jeg ALDRIG lave igen, hun brød sig ikke om det som erstatning for risengrød. Som fuldkornsgrød med frisk og tørret frugt samt nøddekrokant, var det nu delikat, så næste gang må jeg bare lave det til mig selv :-)
I forhold til klassisk risengrød mætter det meget mere, og grøden får også lidt mere struktur. Havde jeg lavet en større portion, er jeg også sikker på at det ville have været fantastisk til klatkager.

Fuldkornsgrød (3 pers.)
3 dl ris til fuldkornsgrød
3 dl vand
9 dl mælk
1 tsk salt

Topping:
1 æble
5 tørrede abrikoser
1 håndfuld mandler
1 håndfuld hasselnødder
75 g rørsukker
1 spsk kakao

Kog risengryn og vand til vandet er næsten væk. Hæld mælk på og kog det op under omrøring. Skru ned for blusset, og lad grøden stå under låg. Rør i den hvert tiende minut. Efter ca 1½ time er grøden klar, smag på risene om de er møre. Tag grøden af blusset og tilsæt salt. Server med valgfri topping.

Lav nøddekrokant mens grøden koger: Kom sukker, kakao, mandler og nødder på en nonstick pande. Sæt den på fuldt blus og rør i det med en grydeske. Når al sukkeret er smeltet og det begynder at boble (og dufte brunt og brændt…), hældes nøddemassen over på et stykke bagepapir. Lad det afkøle helt og hak det så groft med en brødkniv (alternativt kan det laves til fint pulver i foodprocessoren). Portionen er rigelig til grøden, og resterne kan efterfølgende bruges i en trifli eller drysses over is.
Kom små tern af æble, tynde stykker tørret abrikos og nøddekrokant over grøden – server.

Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

9 kommentarer til Fuldkornsgrød

  1. lilian søgaard wogensen skriver:

    jeg elsker korn/ris/grød/mælkemad – det gør min mand desværre ikke, så det får jeg alt for sjældent – men denne grød MÅ jeg prøve..tak ..

  2. Elsebeth skriver:

    Det var en god idé med fuldkornsris. Jeg sætter altid gang i risengrøden, pakker gryden ind i en avis og et håndklæde – og så ind i fodenden af min seng. Så er man fri for at vogte over den!

  3. Angela skriver:

    Wow!!! It’s always wonderful to hear from you.
    Angela recently posted..Rio de Janeiro

  4. foodfanatic skriver:

    Haha, din datter er sjov. Jeg ville måske nok have det på samme måde. Der skal helst ikke pilles for meget ved traditionerne, men var det ikke for den lange kogetid, kunne man måske godt lige nuppe sådan en portion til morgenmad.
    Kh Nadia
    Ps. Er i gang med Camilla Plums surdej efter at have læst om den hos dig. Er meget spændt.
    foodfanatic recently posted..Andeconfit med rosastegt andebryst, rødbeder, syltede løg og portvinssauce

    • Signe skriver:

      Håber at du bliver glad for bagning med surdej.
      Det er jo ikke for sjov at det er en tradition; det er den jo fordi man godt kan lide det på netop den måde :-)

  5. Mette Lindgaard skriver:

    Mmmh, jeg er fan af fuldkornsrisengrød – men helt enig i, at det ikke skal være en erstatning, men bare endnu en lækker grød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


+ 2 = otte

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

CommentLuv badge