Friterede pickles

To gange friture i samme weekend – tja, det er jo ikke januar for ingenting. Alt det der pjat med at forsage verdens goder i januar, holder slet ikke herhjemme. Januar er til comfort food (og muligvis en kende mindre alkohol end december), basta!
Friterede pickles stammer selvfølgelig fra USA (“land of deep frying”), og jeg fik dem første gang serveret på Memphis Roadhouse i Århus, som serverer skøn amerikansk mad, og hvor jeg har været et hav af gange. Fra jeg første gang satte tænderne i sådan en agurk, vidste jeg bare at jeg MÅTTE prøve at lave det selv.
Syren fra pickles, med en sprød skorpe af panko udenpå, og lidt lækker dressing at dyppe i – wow, for en forret. På Memphis Roadhouse bruger de aflange stykker af agurk, men jeg valgte at bruge skiver – simpelthen fordi, jeg havde et glas åbent med skivede agurker. Det skal altså være syltede drueagurker, så almindelig dansk agurkesalat dur ikke, da skiverne er for tynde. Hvis du ikke har fadeburet fyldt med syltede agurker, så køb et glas, skær agurkerne i skiver á 0,5 cm, og prøv denne opskrift – det smager fantastisk!
Min eneste anke ved de købte agurker, asier eller rødbeder, er at de er for søde til min smag. Jeg kan anbefale at man bruger et øjeblik på at koge en klassisk syltelage (1 del sukker, 2 dele eddike og lidt sennepsfrø), og så hælder lagen fra de købte agurker, kommer sin egen lage over og venter en uge – vupti, smager de surt og godt.
Beregn 4 til 5 skiver pr. person, som en forret – det er en fed snack, og man kan ikke spise ret mange. I øvrigt ville disse friterede pickles være helt perfekte til Super Bowl Sunday, hvor fingermad er at foretrække – og så passer de godt til en kold øl!

Friterede pickles (forret/snack til 3)
15 tykke skiver syltet agurk
2 dl panko eller rasp
½ liter fritureolie

Dej
1,5 dl hvedemel
½ tsk paprika
1 tsk salt
½ tsk bagepulver
friskkværnet sort peber
1 æg
1 dl mælk

Dressing
2 dl cremefraiche 18%
lidt revet hvidløg
1 tsk røget paprika
salt og peber
evt. lidt tørret dild eller oregano

Tag agurkerne op af lagen og læg dem på nogle ark køkkenrulle. Læg yderligere et par ark over, og dyp dem så tørre som muligt.
Rør ingredienserne til dejen sammen i en lille skål (bare brug en gaffel), og lad den trække i 5 minutter.
Hæld panko op i en tilsvarende skål.
Rør dressingen sammen og smag den til.
Dyp nu hver enkelt skive agurk først i dej og så i panko. Tryk panko fast med fingrene og læg skiverne klar på et fad eller et bræt.
Varm olien op til 180 grader og læg 3 til 4 skiver ad gangen ned i den varme olie. Steg dem et par minutter, vend dem rundt og giv dem yderligere 30 sekunder. Fisk dem op og læg dem på køkkenrulle, mens du steger resten.
Servér de varme pickles med dressingen og nyd det sprøde og det sure i én og samme mundfuld.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i snacks, vegetarisk og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

1 Response to Friterede pickles

  1. Snacks skriver:

    Always pick healthy snacks with delicious dips, vegetable fritters, oven chips and more.Oatmeal, with its whole grains, fiber, and protein, is a perfect all-day healthy snack food.
    Snacks recently posted..A Few of Our Favorite Things

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge