Frikadeller med salvie og havregryn

Selvom frikadeller er en dansk klassiker og både er gode sommer og vinter, med varierende tilbehør altså – brun sovs om sommeren er sådan lidt øv, får vi faktisk yderst sjældent de stegte herligheder.
Forleden aften faldt jeg over nye danske kartofler (ENDELIG) så den ældste datter og jeg fik bare kartofler med koldt smør til aftensmad, og stadig var der rigeligt tilovers dagen efter. Derfor endte menuen med frikadeller og kold kartoffelsalat dagen derpå. Jeg kom masser af grønne sager ned til kartoflerne, og vendte dem i en lækker sennepsvinaigrette, og så gav jeg frikadellerne et sommertvist. Svinekød passer utroligt godt sammen med salvie, og da jeg har rigeligt af denne skønne krydderurt i haven, blev en håndfuld hakket og kommet i skålen med fars. Desuden lettede jeg farsen med havregryn og lidt danskvand – helst uden citrus 😉
Det er ret længe siden at jeg sidst har købt kød i supermarkedet, så jeg blev meget overrasket over at halvkilos-pakkerne nu kun vejer 400 g, men det er åbenbart den måde man laver prisstigninger nu; holder prisen, men gør pakken mindre. Irriterende!

Frikadeller med salvie og havregryn (6 pers.)
800 g hakket svinekød
2 æg
2 dl havregryn
2 dl mælk
1 dl danskvand
15 blade frisk salvie
1 fed hvidløg
1 tsk brændenældesalt (eller alm. salt)
½ løg (stort)
rigeligt friskkværnet peber
smør og olie til stegning

Kom kødet i en skål med havregryn, æg og væske. Hak løget fint, og riv hvidløget (eller pres det). Læg salviebladene i en stak og skær dem i fine strimler. Kom hele baduljen op i skålen sammen med salt og peber. Rør farsen godt; jeg bruger hånden, men en håndmikser med dejkroge virker også fint. Den skal begynde at virke “sej” og sammenhængende.IMG_0921
Kom en god klat smør på en pande sammen med lidt neutral olie, tænd ved mellemhøj varme. Lad smørret bruse op og form frikadeller i den størrelse din familie kan lide dem. Steg til de er gennemstegte, vend dem et par gange undervejs (man kan tjekke det ved at stikke en stegegaffel i dem, hvis frikadellen ikke glider af gaflen, er den færdig). Server frikadellerne med valgfrit tilbehør, varme eller kolde.

IMG_0928

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende

Dette indlæg blev udgivet i hovedret og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge