Fransk bistro når det er bedst

I lørdags skulle vi have nogle bekendte på besøg, og da de havde nævnt noget med at de var ret glade for bøffer, havde jeg for længe siden besluttet at menuen skulle stå på klassikeren Bouef Bearnaise med fritter og hele pivetøjet. Lidt forret skulle de jo også ha’, og sådan en gang Moules Marinere får man simpelthen for sjældent (desværre var jeg overbevist om at jeg havde blogget opskriften før, så ingen billeder denne gang). Da man jo ikke kan lave 2 retter fransk og så skifte land til desserten(!!!), sluttede vi festmåltidet af med en lille skål creme brulé. Det hele blev overmåde lækkert, og menuen blev rost til skyerne – det føles altid godt at tage nogens “hjemmerørt bearnaise-mødom” – Knorr bliver ligesom ikke rigtig det samme igen 😉

Jeg havde købt et stykke krogmodnet oksefilet fra aarstiderne; ca. 1 kg for 299,- og det var alle pengene værd! Kødet blev skåret i 4 generøse bøffer, der blev strøet med lidt salt en times tid før stegning, duppet tørre og stegt i rigeligt smør – mums, hvor var de gode.

Dertil hjemmekogte fritter, bearnaisesauce, rosenkålssalat og grøn salat vendt i mayonnaise smagt til med hvidløg og pisket tynd med hvid balsamico og vand.

Bearnaisen er der en opskrift på her, og rosenkålssalaten kommer her:

Rosenkålssalat (4 pers.)
En stok rosenkål (ca. 300 g ordnet vægt)
1 rødløg
50 g bacon
1 tsk honning
1 spsk hindbæreddike
salt og peber

Rens rosenkålene og pil de yderste, grove blade af. Kog dem i letsaltet vand i ca. 3 minutter (de skal være lige knap møre).
Skær bacon i små tern og rødløget i halve både. Steg baconen til den er sprød, tilsæt løget og lad det stege til det bliver klart. Tilsæt de kogte rosenkål, og vend rundt i panden nogle gange. Kom dernæst honning og eddike på panden og lad det koge ind. Smag til med salt og peber og server lun eller kold.

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i forret, hovedret, salat og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Fransk bistro når det er bedst

  1. Pingback: Creme brulé | Signes Mad

  2. Signe skriver:

    @Malou: Jeg kan nemt forestille mig at du kunne få en laber fredagsbøf (eller 2…) ud af sådan et stykke kød.
    @Søren: Mmmm, moules frites er nu også godt – men masser af hjemmerørt aioli!
    @LaTascha: Jeg har faktisk ikke spist Knorr i årevis – der er simpelthen ingen sammenligning i smag.
    @Mette: Præcis!!!

  3. Mette Lindgaard Eriksen skriver:

    Uhm hele tre livretter i én og samme menu.

  4. LaTascha skriver:

    Uhhh…hjemmelavet bearnaise er bare det bedste. Har vist kun fået serveret Knorrs et par gange og jeg har været lige skuffet hver gang. Til nød en gang færdiglavet kvalitetsbearnaise fra køledisken med aldrig pulver og helst hjemmegjort:-)

  5. Brødet skriver:

    Der er nu ikke noget som sådan en god velhængt bøf med frites og bernaise.

    For slet ikke at snakke om moules frites 🙂

    Lækkert, det må jeg snart have

    Bedste Hilsner
    Søren

  6. Klidmoster skriver:

    Det pureste guf! Nøj, hvor ser det lækkert ud – jeg elsker både bøf, næse og rosenkål + moules og brulé 😀

    Hvis de får det kød igen vil jeg helt klart slå til.

    Kram

  7. Signe skriver:

    Den problematik kender jeg godt 🙂 Rosenkål har egentlig altid været min hadekål (hvor min mand elsker dem), men de blev nu rimelig lækre.

  8. Piskeriset skriver:

    Det lyder meget lækkert – og rosenkålssalaten er vel nok flot! Jeg håber også på at få eksperimenteret med rosenkål i denne måned… det kræver dog, at både gemalen og jeg er hjemme samme dag, og det sker ikke rigtig for tiden 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge