Figenkugler

Min mand og jeg har aftalt at efteråret står i sundhedens tegn. Vi er begge blevet lidt for brede, så nu står menuen på masser af grønt og så meget bevægelse som muligt. Jeg er ret god til at få cyklet i hverdagen, samt gået nogle lange ture med hunden, men til gengæld er det også mig der er mest slikken, og mest tilbøjelig til liiige at bage en kage – som han så hjælper med at spise.

Pigerne trænger også til at komme i form, særligt den store kan dårligt gå en tur uden at blive forpustet, så nu skal de med farmand ud og løbe – jeg afventer projektet med spænding. Personligt har jeg lidt for mange skavanker til at kunne løbe, så jeg må nøjes med cykelture, gåture og lidt svømning om søndagen.
Mit værste snack-tidspunkt er lige omkring kl. 16; der kan jeg sagtens spise en hel pose sød lakrids uden nærmest at smage på den – bare fordi mit blodsukker er lavt. Derfor er det en fordel at have nogle sunde snacks i huset, som så kan være et fornuftigt alternativ til lakrids eller chokolade.
Da jeg var leder af 4H’s madskole i uge 26 lavede vi disse “frugt-stænger” med ungerne, og det var et kæmpe hit! Vi lavede dem dog ret store og satte dem på grillspyd, som man så ligesom skulle gnave af, men de er altså ret bastante, så man kunne dårligt spise et. Opskriften er fra Magasinet Mad!, og jeg har så bare justeret forholdene lidt, så det passer med en pose tørrede figner fra Urtekram.
Jeg har lavet dem i valnøddestore kugler og så bare frosset de fleste ned, så man kan tage lidt op ad gangen – de kan nemlig kun holde sig en uges tid i køleskabet. Jeg kan sagtens forestille mig at de også kunne være et hit i madpakken.
Figenkugler (ca. 40 stk.)
300 g tørrede figner
75 g tørrede dadler uden sten
70 g kokos
3 spsk rosiner

saft og skal af 1 øko-citron
1 spsk agavesirup eller honning
1 banan
100 g kokos til rulning
Klip den tørre spids af fignerne og halver dem (brug saksen). Kom hele baduljen i en foodprocessor og kør til en sammenhængende masse. Kom kokosmelet i en dyb tallerken. Gør dine fingre våde og rul så massen til kugler (ca. samme størrelse som en valnød) som rulles i kokosmel. Kom dem i en tætsluttende beholder og opbevar dem på køl (eller frys).


Print Friendly

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i snacks og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

18 kommentarer til Figenkugler

  1. Many skriver:

    Ah! Minder om Vester Vedstedrulle: Lige dele figner, dadler, rosiner og saltede peanuts blendes og rulles i tykke stænger. Pyntes med kokos. Skæres i skiver på et stykke rugbrød. Absolut fantastisk!

  2. Anne au chocolat skriver:

    Uhm, de ser super lækre ud Signe 🙂

    Kærligst Anne

  3. Signe skriver:

    @Lars: Jeg er også forfalden til den søde finske – men kan da heldigvis også godt lide frugt 🙂

  4. Lars skriver:

    Der er ALTID en undskylding for at spise lakrids.. enten sød finsk, eller mine yndlingslakridser: poletter.

    Heldigvis har vi altid masser af frugt i huset, og det vil både jeg og ungerne hellere have.

  5. Signe skriver:

    Der er vel næsten altid en undskyldning for at spise lakridser – men godt tip ellers 🙂

  6. LaTascha skriver:

    Jeg laver dem indimellem med dadler og et par abrikoser, kakaopulver og kokos og en skefuld kokosolie for at få en blød konsistens. Tilsidst bliver de rullet i kokos. Det er altså bedre end slik.

    Du kan også prøve at blande lidt lakridspulver i – det gjorde jeg engang. Så er der ingen undskyldning for at spise lakridser mere:-)

  7. Signe skriver:

    Tak for tippet, Julie, det må prøves en anden gang!

  8. Julie skriver:

    Jeg har lavet noget lignende denne, blot med en figenrulle som basisingrediens (dovne mig). Ren kakao og et skvæt kaffe i er heller ikke af vejen, skulle jeg hilse og sige! Og så rullet i kakao. Mums

  9. Signe skriver:

    Det er en aftale!

  10. foodfanatic skriver:

    Så må vi inspirere hinanden 🙂

  11. Signe skriver:

    @Nadia: Jeg har desværre også "fløde-tendenser", så jeg trænger også til inspiration 🙂
    @Marie: Det er så også kun mig, der kan lide dem…

  12. Marie Ulletved Holmgaard skriver:

    Jeg synes det lyder som et godt lakrids-alternativ. Herhjemme ville jeg nok ikke kunne lokke manden til at spise dem, men han kan jo overraske…

  13. foodfanatic skriver:

    Kære Signe
    Glæder mig til at følge jeres sunde mad. Jeg trænger til inspiration på den front. Har en tendens til at lave lidt for meget mad med fløde 🙂
    Kh Nadia

  14. Signe skriver:

    Problemet er nok at det ikke er 4 lakridser vi snakker om, men 200 g…
    Og så er det alt andet lige, bedre at spise en eller to figenkugler 🙂

  15. Anne LO skriver:

    Ja, nu vil jeg jo ikke være en værre lyseslukker, men når jeg læser sådan en opskrift, synes jeg, at den også ser ud til at indeholde en hel del kalorier. Er lakrids virkelig så meget værre? 🙂

  16. Signe skriver:

    Det er en frygtelig dårlig vane, som er meget svær at komme af med 🙂
    Velbekomme!

  17. Vibeke skriver:

    Jeg er lidt glad for at jeg ikke er den eneste der kan tømme en pose lakridser uden at smage på dem -s- Tak for opskrift. Her i huset elsker vi også sådanne snacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge