Ferietid

For de af mine læsere, der følger mig på Instagram, har det ikke været nogen hemmelighed hvor jeg har tilbragt ferien i år. Jeg har også postet en smule på bloggens FB-side, men nu kommer der et par indlæg om årets tur til Island.
Da jeg lige var blevet student boede jeg i Reykjavik i et halvt år, og det har altid været min drøm at vise min familie byen og landet. I år havde vi endelig muligheden, og vi tog afsted den 7. juli sammen med mine forældre, for at tilbringe 14 dage i et hus vi havde byttet os til via nogle bekendte. Vi boede i en forstad til Reykjavik, som hedder Kopavogur, og hvor der blot var 5 km til Reykjaviks centrum. Det var skønt at bo i et hus, hvor vi selv kunne lave mad, og hvor der var mulighed for at slappe af. Jeg har aldrig prøvet at bo på hotel i 14 dage, men jeg kan ikke forestille mig at det ville fungere for mig. Desuden havde vi adgang til hele 2 biler, så vi fik kørt nogle lange ture ud i det bjergtagende landskab.
Islands natur er så anderledes end den danske, at det næsten ikke kan beskrives. Der er både golde og frodige landskaber, masser af får, og steder hvor jorden bare damper. Ja, vi var faktisk et sted henne og spise frokost (ikke nogen mindeværdig frokost, dog) hvor de lavede mad på et geotermisk komfur.
geotermisk komfurJeg havde hjemmefra lavet en aftale med Nordur Salt, hvor vi ville op og se produktionen. Det var ca 3,5 times kørsel fra Reykjavik, hvilket ikke er meget i islandske termer. Vi syntes nu det var en forholdsvis lang køretur. Saltsyderiet lå ligesom ude på et lille næs, Reykholar, hvor der var koldt havvand på den ene side, og dampende kilder på den anden. Vi fik lov til at få en rundvisning af Otto, hvis engelsk var på det mangelfulde, og som heller ikke rigtig kunne dansk. Produktionen er forholdvis lille (3-500 kg salt dagligt), og består blot af to sydekar. Det tager bare 24 timer fra havvand til det færdige salt, og det var sjovt at se. Saltet smager virkelig godt, og har nogle meget flotte krystaller.
Saltcollage Blot 100 km fra Nordur Salt ligger skyrmejeriet Rjomabuid Erpsstadir, hvor jeg havde lavet en aftale med mejeristen Thorgrimur. Udover at producere skyr ved håndkraft (det er der ikke mange, der gør i Island i dag), laver de også skyrkonfekt, ost samt skyris.
Thorgrimur tog sig tid til at fortælle os om gården, vi fik lov at se staldene samt mejeriet. Han gav os en smagsprøve på det helt særlige skyrkonfekt, der består af hvid chokolade fyldt med skyr. Chokoladerne kan holde sig på køl i op til 5 uger, og bliver nærmest revet væk. Den syrlige skyr og den søde chokolade har et helt særligt samspil, og smager fuldstændig fantastisk. Formen er der også tænkt over; den skal faktisk ligne en ko-pat, for at symbolisere at produktet kommer direkte fra koen.
skyrkonfektcollageI mejeriet viste Thorgrimur hvordan mælken blev rørt med osteløbe og skyr, for så at tykne og blive hældt i stofposer, hvor de fik lov til at dræne i mindst 18 timer. Undervejs byttes der rundt på poserne, så de alle kan dræne lige meget. Tilsidst kommes den færdige skyr i bøtter, der sælges i gårdbutikken. Hele processen foregår ved håndkraft, selv pakningen af skyr, hvortil der benyttes en almindelig spiseske (!!!). Den færdige skyr koster 20 kr for 400 gram, så processen til trods, er det ikke meget dyrere end herhjemme. Eftersom at der er osteløbe i skyr og den får lov til at dræne, er det ikke bare et surmælksprodukt, men en ost. Den færdige “Sveitaskyr” er også så fast og syrlig, at jeg ikke kan anbefale at man spiser den med muesli og frugt på om morgenen (ja, jeg prøvede, men det fungerede ikke ret godt). Til gengæld var den meget lækker at bruge som smøreost under et stykke spegepølse. Jeg har aldrig smagt skyr som denne, og i forhold til danskproduceret skyr, kan det slet ikke sammenlignes.
skyrcollageAt besøge mejeriet var en helt unik oplevelse og står bestemt som et af feriens højdepunkter. Thorgrimur tog sig god tid til at snakke med os, og kunne også svare på andre ting, som havde undret os; fx at der kun produceret hø i Island; alle kornsorter importeres. Desuden ser man får alle vegne, men ingen fåremælk eller ost, og det blev forsøgt for nogle år siden, men var slet ikke rentabelt. Det islandske marked er jo ikke ret stort, så udvalget er desværre derefter.

Mens vi var i Island, stod den mest på hjemmelavet mad af lokale råvarer; vi ledte højt og lavt efter nogle specialbutikker, men islændinge handler tilsyneladende primært i supermarkeder. Til trods for at Reykjavik er en storby med masser af turister, bor der ikke flere mennesker end i Aalborg, og turister spiser jo primært ude eller på hotellet. Vi fandt heldigvis en fiskehandler og det lykkedes os at købe den friskeste kuller, som vi dampede i ovnen. Først efter halvanden uge opdagede vi at det store marked på Reykjaviks havn også havde et madmarked. I guidebogen stod det lidt som om, at man kunne købe enkelte specialiteter, men der var faktisk en del boder. Grøntsager var der ikke, men kød og tørfisk i massevis. Vi købte svinekæber til næsten ingen penge (de er tilsyneladende ikke moderne i Reykjavik), og hakket hest for tilsvarende lidt. Desuden var der et stort udvalg af forskellige fisk (primært frosne), skaldyr og andet, samt et helt anderledes udvalg af kød end i supermarkederne – dejligt! Markedet har åbent både lørdag og søndag hele året rundt, og er bestemt et visit værd. Desuden kunne pigerne gå amok i tingeltangel samtidig 🙂

Tørfisk samt produkter af hestekød

Tørfisk samt produkter af hestekød

Vi har ikke en oplevelse af Island som det største kulinariske rejsemål, men de har nogle virkelig lækre restauranter (indlæg følger), som bestemt er en rejse værd. Udvalget i hverdagsmad er i hvert fald ikke stort, og så har de en del samhandel med England og USA, så der er masser af engelske produkter på hylderne. Dog er der kaffebarer i massevis, lækre uldsweatre og skønhed så langt øjet rækker. Vi har sjældent badet mere på en ferie, faktisk var jeg i vandet hele 5 dage ud af 14 (2 rejsedage inklusiv), og pigerne var endnu mere. Min psoreasis er helt forsvundet, og følelsen af at bade i “Gamla Laugin”, hvor der var udsigt til bjerge og dampende kilder, er bare helt særlig.
Normalt når jeg er på ferie, slæber jeg massevis af lokale produkter med hjem, men det blev ikke til meget i Island. Birkesnaps og nogle øl (husbond påstår at man kan smage det rene vand), tørfisk, god, økologisk chokolade i den smukkeste indpakning, islandske lakrids-chokolade-kugler samt lidt vild timian, som jeg allerede har brygget snaps på. Desuden selvfølgelig uld til et par sweatre, som min mor skal strikke 🙂
Jeg ved ikke om jeg kommer tilbage til Island igen, men jeg kan kun anbefale en tur derop, det er virkelig et unikt land.

6 kommentarer
  • Thomas siger:

    Jeg vil også gerne til Island en dag. Synes det virker meget tillokkende med naturen. Og jeres tur har da blot underbygget dette ønske.

    Jeg er ikke jaloux!

    • Signe siger:

      Oki, så siger vi det 😉
      Det var virkelig en fantastisk ferie – og vent til restaurant-indlæggene, så bliver du først misundelig…

  • Piskeriset siger:

    Jeg synes, det lyder aldeles fantastisk 🙂

    Er der noget, man skal være særlig opmærksom på som førstegangsbesøgende på Island? Og hvordan er fødevarepriserne? Nogenlunde som danske priser, eller er der ‘norske tilstande’ mht. priserne på grøntsager?

    • Signe siger:

      Billeje og enhver form for ture er vildt dyre. Indkøb er nogenlunde det samme som i DK, dog skal man være obs på at købe islandske grøntsager, de importerede er møgdyre. Jeg syntes ikke det var så dyrt at gå ud at spise fint, hvorimod en almindelig frokost var ret dyr. Generelt er prislejet lidt som herhjemme

  • Peter siger:

    Kan slet ikke vente med restaurant – indlæggende.
    Hvilke skal man vælge at besøge i Aalborg?
    Jeg er faldet over http://restaurantaalborg.dk/
    Har du brugt dette site?

    • Signe siger:

      Restaurantindlæggene om Reykjavik ligger allerede på bloggen 🙂
      Har hørt at restaurant Tabu i Aalborg er virkelig lækker, den skal jeg vist prøve i efterårsferien.

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *