Fedtebrød

I år havde jeg lyst til at prøve nogle nye former for julekager. Et par af de traditionelle har vi ikke pillet ved, så vaniljekranse blev bagt, og vi skal også koge klejner når vi kommer lidt tættere på juleaften, da de nu engang smager bedst friske. Desuden er der den begrænsning at jeg ikke længere kan tåle kanel, så brunkager og pebernødder er no go, så derfor er det fint med alternativer. Jeg har i flere år haft lyst til at bage fedtebrød, så i år skulle det være.
Jeg testede først opskriften på mine elever (jeg har et kagekursus på skolen), og dejen bliver helt sikkert bedst, af at blive rørt i foodprocessoren. Det kan dog godt lade sig gøre at bruge fingrene, men den bliver knap så sammenhængende. Jeg lavede dobbelt portion, da man endelig ikke skal gå ned på julekager, og så brugte jeg brun rom til glasuren. Er du mere til essens, kan nogle dråber af det blot benyttes. Desuden har jeg hørt at kagerne også skulle være meget lækre med enten citron- eller appelsinglasur.
Lav endelig glasuren lidt tyk, da den bliver blødere af at komme på de varme kager, og smør den forsigtigt ud med en varm palet. Skær kagerne over med en ren kniv, og brug en friskopvredet klud til at tørre kniven af undervejs – det giver et renere snit, når der ikke sidder et læs glasur og kagekrummer på klingen.

Fedtebrød (ca. 50 stk)
200 g hvedemel
200 g blødt smør
1/4 tsk hjortetaksalt
125 g sukker
125 g kokosmel

Glasur
200 g flormelis
ca. 4 spsk rom

Bland mel med hjortetaksalt og nulr smørret ud heri. Tilsæt sukker og kokos og ælt til en fast dej- dette kan med fordel gøres i en foodprocessor.
Kom dejen ud på bordet og skær den i 3 lige store dele.
IMG_2790Rul hver del til en pølse med samme længde som bagepladen. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk pølserne flade; kagerne flyder ikke særlig meget ud, så de skal næsten ligne det færdige resultat.
IMG_2792
Bag stængerne ved 200 grader i ca. 10 minutter.
Lav imens glasuren ved at røre rom og flormelis sammen til en blank glasur. Når kagerne er lysebrune, tages de ud og glasuren smøres på midten – brug en lun palet til at smøre et jævnt lag. Brug dernæst en skarp kniv til at skære stængerne til snitter, let på skrå. Lad dem afkøle på en rist og opbevar dem i en kagedåse; gerne i lag med madpapir imellem.

IMG_2807

Dette indlæg blev udgivet i kage og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Fedtebrød

  1. Pingback: Dekonstrueret kokoscheesecake | Signes Mad

  2. Pingback: Finskbrød | Signes Mad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge