Dunderklumper

Da jeg var barn (dengang i monopolets tid), var der en norsk børnetv-figur, der hed Dunderklumpen. Hvad han egentlig var for en fyr, har jeg længe glemt, men navnet har jeg husket i alle årene; det har bare en særlig aura af hygge og komfort. dunderklumpen
For et års tid siden bagte jeg disse peanutkager for første gang og pga af kagernes tæthed blev de kaldt Dunderklumper; det er nærmest som at sætte tænderne i ren marcipan, så tætte er de. Samtidig giver de én et skud af energi, da de jo nærmest kun består af peanutbutter og sukker.

Da vi fornylig kørte til Holland, havde jeg bagt en portion af kagerne, og sammenholdt med en ordentlig madpakke betød det, at vi ikke behøvede at stoppe for andet end et skud kaffe og et toiletbesøg. Desuden fik jeg her testet hvor godt kagerne holder sig, da vi glemte posen med resterende kager i bilen, og 4 dage senere smagte de stadig fantastisk!
Derudover har jeg nu to år i træk haft kagerne med, når jeg har været frivillig på MAD i Ridehuset, og de giver simpelthen lige en gang energi til at arbejde igennem. Hertil var Annes kommende mand meget begejstret for kagerne, da de jo er glutenfri, og han ikke kan tåle nogle former for stivelse.
Den oprindelige opskrift er fra smittenkitchen.com, hvor Deb bager dem med creamy peanutbutter; jeg har kun prøvet at bage kagerne med crunchy peanutbutter, da jeg aldrig køber andet, og konsistensen er helt fantastisk. Personligt er jeg forholdvis ligeglad med at de er glutenfrie, men for nogle er det jo en bonus. Jeg kan i hvert fald kun anbefale dig at prøve kagerne af.
Opskriften er på temmelig mange kager, og jeg har jævnligt bagt en halv portion; prøv dig frem.
Jeg bruger min isske til at forme kagerne med; så bliver de så dejligt ensartede, men de kan sagtens formes med hænderne.

Dunderklumper (ca. 24 kager)
335 g brun farin (eller lys muscavado)
2 æg
450 g crunchy peanutbutter
½ tsk vaniljepulver (marven af 1/4 vaniljestang)
flagesalt til at komme på toppen

Pisk æg og sukker sammen til en luftig æggesnaps. Tilsæt vaniljepulver og peanutbutter og pisk det hele sammen. Sæt skålen i køleskabet og vent en time (kan du ikke vente, dur det også at sætte den i fryseren i 15 minutter).
Tag den kolde dej ud og brug en isske (eller en spiseske) til at forme små kugler på størrelse med bordtennisbolde. Sæt dem på en plade (de flyder næsten ikke ud) og drys med lidt flagesalt.

img_5433

Bag kagerne midt i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter. Tag pladen ud af ovnen, vent et minuts tid, og træk så bagepapiret med kagerne over på en rist. Lad kagerne afkøle helt førend de spises.

img_5446

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i kage og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge