Citronspecier

Som sagt er den yngste datter blevet helt hooket på Mette Blomsterberg, så da hun med den vildeste plagestemmen (samt lidt hop på stedet) spurgte om vi ikke skulle købe den nyeste bog i Netto: “Søde sager”, måtte jeg bare sige ja. Når børnene ligefrem læser kogebøger som godnatlæsning, bliver jeg bare blød som smør (kan i forbifarten nævne at den store sad og så temalørdag om mad HELE lørdag aften).
Grundreglen (ja, altså kun hjemme hos mig) med nye kogebøger er at man skal prøve mindst 1 opskrift indenfor en uge, så datteren og jeg måtte i gang i lørdags. Hun fandt frem til nogle forskellige opskrifter, men vi endte med en klassisk gang specier. Vi lavede dobbelt portion, så der er en omgang dej i fryseren, og udover udregningerne lavede Rosa DET hele. De blev måske æltet lidt meget for i forhold til at det var småkagedej (som egentlig blot skal samles), men de blev alligevel gode og sprøde. Fru Blomsterberg mener at de skal være ret store (6 cm i diameter), så det prøvede vi også, men en anden gang laver jeg dem nok små – de er bedst at hapse i en mundfuld 😉

Citronspecier (30-60 stk, alt efter størrelse)
½ stang vanilje
125 g flormelis
300 g hvedemel
225 g blødt smør
skallen af 1 økocitron

Skrab kornene ud af vaniljestangen, og kom dem i en skål med flormelis. Kom mel og citronskal i skålen samt det bløde smør. Ælt dejen hurtigt sammen (du kan evt. bruge en foodprocessor). Kom dejen på et stykke bagepapir og rul det til en pølse, der kommes på køl. Når dejen er kold (det tager mindst 1 time), skæres den i skiver på 3-4 mm. Læg skiverne på en bageplade, og bag dem ved 180 grader i 8-12 minutter (igen alt efter størrelse) – de skal blot blive gyldne. Lad dem afkøle på en rist og gem dem i dåse med tætsluttende låg.

Man kan selvfølgelig smage dejen til med andre ting end citron, fx hakket chokolade, mandler eller nødder, svesker og meget andet.

Print Friendly, PDF & Email
Dette indlæg blev udgivet i bagværk, kage og tagget , , . Bogmærk permalinket.

13 Responses to Citronspecier

  1. Mette skriver:

    Hej,

    Hvordan egner de sig til at rulle ud og stikke ud, tror du?

    Tak 🙂

  2. Pingback: Napoleonshatte med nougat | Signes Mad

  3. Pingback: Kagegilde

  4. Pingback: Fødselsdagsmad

  5. Klidmoster skriver:

    Åh, de ser gode ud. Fik du bagt resten eller gnavede du rullen?….som man siger 😉
    Klidmoster recently posted..Bananvafler med chokolade…

  6. Piskeriset skriver:

    Det var da en ualmindelig god idé med kravet om at indvie kogebøger – kan være jeg selv burde indføre det 😀

    Mmmm… og kager med citron er altid velkommen i min optik 😉
    Piskeriset recently posted..Braiserede kalvehaler med varm hokkaido- og savoykålssalat samt kraftig kartoffel-sellerimos

    • Signe skriver:

      Det kan kun anbefales, så står de ikke bare der og giver én dårlig samvittighed 😉
      De var så gode, de kager – surt at der ikke er flere…

  7. foodfanatic skriver:

    Kære Signe
    Hvor er de blevet fine. Jeg er vild med den regel i har med, at man skal prøve en opskrift inden for en uge. Jeg har alt for mange kogebøger, jeg endnu ikke har prøvet af. Sikke nogle foodiebørn. Man bliver jo helt skruk 🙂
    Kh Nadia
    foodfanatic recently posted..Skaldyrsafari i Sverige – del 2

    • Signe skriver:

      Jeg forsøger i hvert fald at overholde reglen, selvom det kan være svært med nogle af de mere avancerede bøger 🙂
      Altid dejligt at blive rost for sine børn – enhver mors drøm!

  8. Ibs skriver:

    Novra, de ser gode ud. Og en småkage med citron er altid dejligt, sådan lige til at balancere med smør og sukker. Dem må jeg prøve!
    Ibs recently posted..ZZZzzzzz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge