Chokoladeroulade med smørcreme og blåbær

Forleden dag var min datter hjemme fra skole med ondt i halsen. Når man sådan er syg, så skal der noget forkælelse til, og lillesøster var da dårligt kørt i skole, førend hun foreslog at vi skulle bage en kage. Jeg spurgte så hvad hun havde lyst til, hvorefter svaret var ROULADE!!! Gad vide hvor det kom fra? Jeg tror vi har bagt roulade en gang før og det er mindst et år siden.

Nå, men sløje børn skal adlydes, så jeg fandt Frk. Jensen frem, og sjussede mig frem til en opskrift på en chokoladeroulade, da den ikke lige fandtes hos Frøkenen. Jeg har siden set flere opskrifter på roulade, hvor der ikke er smør i i dejen, og det bliver den altså lidt luftigere af, men den smagte nu dejligt alligevel.
Vi havde blåbær i fryseren, og med sådan nogle superbær bliver roulade jo “næsten” til helsekost – Olivia blev i hvert fald helt frisk og kunne komme i skole dagen efter 🙂

Chokoladeroulade

1 spsk kakao

50 g finthakket mørk chokolade
80 g hvedemel
20 g kartoffelmel

100 g sukker

100 g blødt smør
1 tsk bagepulver
2 æg
1 nip salt

Smørcreme
100 g blødt smør
75 g flormelis

2 pasteuriserede blommer

1 tsk revet limeskal
1 tsk revet citronskal

125 g blåbær
Dejen bliver ret tyk, så du behøver ikke lave foldede kanter på bagepapiret, som ved normale rouladedeje.
Sigt de to slags mel, bagepulver og kakao sammen. Pisk smør, sukker og salt sammen til en cremet masse (mindst 5 minutter). Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem. Rør forsigtigt melet i dejen af et par omgange – tilsæt også den hakkede chokolade.
Smør dejen ud på et sykke bagepapir, så det når næsten ud til kanterne. Bag dejen midt i ovnen ved 200 grader, i ca. 8 minutter. Vend den ud på et stykke bagepapir drysset med sukker og læg et rent viskestykke over.
Smørcreme: Pisk smør og sukker sammen (igen mindst 5 minutter), tilsæt citrusskal og de to æggeblommer mens du pisker.
Smørcremen smøres på den kolde rouladebund og der drysses med blåbær. Rul rouladen sammen, og lad den trække på køl i mindst 3 timer. Tages ud en halv time før den skal spises, så smørcremen ikke er hård.
7 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Nu er jeg ellers ikke til roulade, men den der ser superskøn ud! God idé med blåbærfyldet 🙂

  • Signe siger:

    Blåbær og citrusskal gør den lige lidt friskere. Jeg tror roulade har fået et dårligt ry pga "tigerrouladen" – brækket midt over og delt i stedet for frokost i 9.klasse 🙂
    Fik fornylig fragilité-roulade med hindbærskum – det var også mums!

  • Hanne's verden siger:

    Nammenam!!

  • Signe siger:

    Den forsvandt også MEGET hurtigt 🙂

  • Jule Mig siger:

    Umm den ser god ud !!

    Kommer til at tænke på, hvad der mon blev af min roulade opskrift… Jeg må lede..

    Det er jo en super nem måde at lave en kage med en masse frugt.

    Rigtig god weekend
    Hyggehygge
    Marianne

  • Signe siger:

    @Marianne: Du har ret, alt fra æblemos til hindbærmarmelade dur fint, så se lige at få opskriften fundet 😉
    God weekend
    Signe

  • […] ud af det. Samtidig havde Rosa snakket om at vi da skulle prøve at lave roulade (jeg har lavet det før, men det kunne hun ikke lige huske), så herfra udsprang ideen. Da jeg kiggede i Sifs første […]

  • Skriv et svar til Hanne's verden Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *