Chokoladekage/brownie

Jeg må blankt indrømme at jeg er MEGET glad for kager, og da jeg heldigvis også er ret god til at bage, går der sjældent en weekend uden en eller anden form for kagebageri. Ind imellem kunne jeg godt ønske mig at jeg havde samme flair for løb (volleyball, tennis…), men sådan skulle det bare ikke være – så må jeg leve med lidt ekstra på sidebenene!

For nogle år siden købte jeg denne kogebog, og er man som mig, glad for kager i alle afskygninger, er der virkelig nogle fantastiske opskrifter, som er lige til at gå til, i den. Bestemt en nyklassiker i mit kogebogsbibliotek 🙂

Denne brownie-agtige kage er en af dem jeg bliver ved med at komme tilbage til; den er forholdsvis fedtfattig, og til trods for “bare” kakao, smager den som om den er fyldt med god chokolade. Det eneste aber dabei, er altså at den smager bedst dagen derpå, så hvis du har akut kagebehov, så find en anden kage at bage 🙂

Jeg bager den oftest med valnødderne oven på, det ser meget dekorativt ud, og min yngste datter kan lige pille nødden af! Men man kan også bare blande nødderne i, eller bruge grofthakkede hasselnødder i stedet. Ind imellem har jeg også kommet grofthakket chokolade i, og det bliver den ikke dårligere af…

Chokoladekage

2 æg
3 dl rørsukker
100 g smeltet smør
1½ dl mel
4 spsk kakao

1½ tsk vanillesukker

½ tsk salt
50-75 g valnødder

Æg og sukker piskes hvidt. Bland mel med kakao, vanillesukker og salt. Kom det i skiftevis med smørret og pisk godt. Kom dejen i et smurt fad (ca. 20×30 cm), og bag kagen ved 160 grader i 30 minutter (midt i ovnen). Nydes dagen derpå.

Kagen på billedet er trippel opskrift, til min sidste arbejdsdag, så bliv ikke overrasket, hvis din kage bliver noget mindre…

Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i bagværk, kage og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

12 kommentarer til Chokoladekage/brownie

  1. Natalie Gøttsche Jakobsen skriver:

    Jeg har lige bagt kagen i dag, til at tage med i skole i morgen, den er blevet rigtig god!! 😉 Det er virkelig utroligt at den bliver så “brownie agtig” uden at der er rigtig chokolade i. 😉 Jeg har så godt nok tilføjet Marabous appelsincrokant chokolade, som jeg fandt på tilbud i vores lokale brugs, jeg har bare hakket chokoladen mere eller mindre groft og puttet stykkerne i dejen lige inden den skulle bages. Jeg synes faktisk det klæder chokoladesmagen rigtig godt at der er noget modspil med noget appelsin, men tror også sagtens at man kan skabe en lignende smag ved f.eks. at putte lidt revet appelsinskal i dejen. 😉

    • Signe skriver:

      Fornylig lavede jeg kagen med hele brombær og drys af macadamianødder – den holdt sig saftig i 3 dage og smagte fantastisk. Så jeg vil give dig ret i at lidt frugt klæder den intense chokolade(kakao)smag

  2. Pingback: Styr lige de der vinger, hva!! | Mor for første gang

  3. Julie skriver:

    Hej!

    Jeg prøvede denne opskrift i går (fandt den godt nok på en anden side) efter jeg fik den serveret sidste weekend. Min kage blev bare meget anderledes?
    Min blev meget mere klæg og snasket..
    Så vidt jeg kan se, er du den eneste der skriver at æg+sukker skal piskes hvide, så jeg ville spørge dig om du ved om det gør nogen forskel?

    • Signe skriver:

      Når man pisker æg og sukker hvidt gør det dejen mere luftig- mere luftig dej giver mere luftig kage! Kagen skal jo være snasket, men eftersom at der ingen form for hævemiddel er i, må man jo gerne hjælpe den naturlige hæveproces grundet æggene lidt på vej. God bagning 🙂

  4. Pingback: Brownie-chokoladeis | Signes Mad

  5. Signe skriver:

    Hej Annette
    Trippelportionen passer til ovnens store bradepande, og dobbeltportionen til en stor bageform (ca. 30×35).
    God fornøjelse med bagningen.

  6. Annette skriver:

    Hvis man laver dobbelt eller trippelportion, hvor stor ville du så tro bageformen skulle være i hver af tilfældene?

  7. Signe skriver:

    Hej Piskeriset
    Endnu en jeg har til gode – men jeg har godt hørt fra en bekendt at den skulle være fantastisk 🙂
    Hilsen Signe

  8. Piskeriset skriver:

    Den bog er også blandt mine favoritter. Jeg har ikke prøvet denne opskrift, men der er en af de andre opskrifter på chokoladekage, som er ubehøvlet god! Kan desværre ikke huske, hvad den hedder, men den har pinjekerner som pynt. Og nu får jeg helt mundvand bare ved tanken 🙂

  9. Signe skriver:

    Hej Miss Muffin
    Det er den der hedder Saras chokoladekage – men eftersom at der ingen forklaring følger med på hvem Sara er, valgte jeg bare at kalde den brownie – da jeg altid serverer den som sådan!
    Begge de kager du nævner, har jeg ikke prøvet – der er da heldigvis stadig flere opskrifter jeg har tilgode 🙂
    Jeg kan også anbefale æblekage med gams, overraskende god brug af tørt brød!
    Hilsen Signe

  10. MissMuffin skriver:

    Jeg har også samme bog og den er jo bare helt fantastisk!
    Brownien har jeg aldrig prøvet, men mandelkagen med creme og lagkagen med mandelmarengsbunde, hyldeblomstskum og rabarber er nogle kæmpe favoritter herhjemme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge