Chokoladekage med ganache

Dette er en såkaldt “en-skåls-kage”, hvilket betyder at den kan røres sammen i blot en skål. Den skal ikke piskes eller lignende, blot røres sammen med et piskeris i hånden; og det tager vitterligt et øjeblik. Dejen er til den tynde side, hvilket gør at den bagte kage er meget tæt i krummen – og holder sig saftig i dagevis.
Til trods for at der er temmelig meget kaffe i kagen, smager den ikke markant af kaffe; lidt ligesom i havregrynskugler understøtter kaffen blot den lækre chokoladesmag.

Jeg har valgt at toppe den med chokoladeganache, men man kan sagtens komme glasur eller blot et drys flormelis over. Kagen kan spises alene eller med en skefuld cremefraiche eller en klat flødeskum.

Chokoladekage med ganache (1 springform på 24 cm)
250 g smør
200 g mørk chokolade
1½ tsk instant kaffe rørt ud i 3½ dl. kogende vand
250 g sukker
2 store æg
2 tsk vaniljesukker
225 g hvedemel
3 tsk bagepulver
30 g kakao
1 nip salt

Ganache
200 g mørk chokolade
2 dl piskefløde
1 spsk. lys sirup
1 spsk. blødt smør

Varm ovnen op til 170 grader. Krøl et stykke bagepapir hårdt sammen, fold det ud og beklæd springformen med det.
Skær smørret i små tern og hak chokoladen groft. Kom begge dele i en røreskål og hæld den skoldhede kaffe over. Vent et minut og rør så med et piskeris til du har en blank masse. Hæld sukkeret i og rør til det er opløst.
Tilsæt æg og vaniljesukker og pisk igen til du har en jævn masse. Læg en sigte over skålen og kom mel, kakao, salt og bagepulver heri. Sigt det hele ned i skålen og rør rundt med piskeriset. Dejen skal være ret flydenden.
Hæld dejen over i den klargjorte springform og bag kagen på næstnederste rille i 60 minutter. Stik i den, for at tjekke at der ikke hænger dej ved.
Lad kagen køle i formen i 20 minutter, førend den tages ud af formen og køler fuldstændig på en rist.
Ganachen kan enten laves i en foodprocessor eller ved håndkraft: Kom fløde og sirup i en lille kasserolle og lad det komme næsten op at koge (hold øje og fjern gryden fra varmen, når de første bobler viser sig). Hak chokoladen fint i foodprocessoren (eller med en kniv) og hæld den varme fløde henover imens maskinen kører. Lad maskinen køre i 10 sekunder hvorefter smørret tilsættes. Skrab siderne ned med en dejskraber og kør til ganachen er blank og jævn. I en skål hældes den varme fløde henover den finthakkede chokolade, der røres grundigt og lige inden det har samlet sig helt tilsættes smørret. Rør igen til ganachen er blank.
Kom ganachen i en skål og læg husholdningsfilm helt ned på overfladen. Lad den stå og sætte sig ved stuetemperatur i op til 2 timer; så bliver den tyk og lækker. Smør ganachen på den afkølede kage med en palet eller en dejskraber.
Serveres som den er eller med lidt cremefraiche eller flødeskum.


Print Friendly, PDF & Email

Om Signe

Foodie, mor til to, lærer, hustru, storgrinende
Dette indlæg blev udgivet i kage og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

CommentLuv badge