Chokolade-rødbede-kage

I følge min mand er dette den ultimative måde at bruge rødbeder på – man kan nærmest ikke smage dem 🙂 Jeg elsker dog rødbeder i alle former; stegte, syltede, bagte, i kødsovs, dressing og kager – rødbeder er bare guf! Denne opskrift er en af de der utallige skuffeopskrifter, jeg har skrabet til mig gennem årene – så vidt jeg husker er den fra Meyers køkken, fra dengang hvor han var ganske ung og lavede TV-køkkenet uden netopskrifter, så man måtte sidde og skrive af fra tekst-tv; sjovt at tænke tilbage på.
Kagen holder sig saftig i dagevis, og selvom dejen er umiskendelig rødbedefarvet, bliver kagen altså bare almindelig chokoladekage-farvet efter at den er bagt. Den er god som dessertkage med en kugle vanilleis eller lidt cremefraiche, men kan også bare bruges som “klassens-time-kage” med hvid glasur (så fik man jo også lokket lidt grøntsager i ungerne den dag!!!). I øvrigt er det en af de få kager, hvor det faktisk ikke gør noget at der ikke er smør i.
I den oprindelige opskrift bages rødbederne i 1½ time, men det er simpelthen for langsommeligt til mig, så jeg koger dem bare til de er møre (25-40 min. alt efter størrelse). Derudover skulle der 2 spsk polentamel i – det har jeg sjældent på lager, og jeg har både prøvet at bage den med og uden, og kan faktisk ikke smage forskel, så jeg har valgt bare at udelade det. Mht. olie mente Meyer at det skulle være majs, men jeg bruger altså rapsolie i stedet, da det er det jeg altid har i skabet!

Chokolade-rødbede-kage
250 g kogt, finthakket rødbede
4½ dl rørsukker
4 dl hvedemel
1½ dl kakao
5 æg
2 dl neutral olie
3 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 nip salt

Kog og pil rødbederne. Hak dem med stavblenderen til det bliver en lilla mos.
Kom de tørre ingredienser i en skål, tilsæt æg, olie og rødbede og pisk i ca. 5 min. Kom dejen i en stor springform eller en form på ca. 20×30 cm, som er beklædt med bagepapir, og bag den ved 180 grader i ca. 45 minutter (hvis du bruger springform skal den nok have 10 minutter længere)

4 kommentarer
  • Anonymous siger:

    Den må jeg da bare prøve – jeg har nogle rødbeder i skuffen som trænger til, at blive brugt og hvilken drøm for en rødbede, at komme i en chokoladekage.
    Hilsen Bente

  • Signe siger:

    Hej Bente
    Ja, hvis du har rødbeder liggende nu, vil jeg også tro de trænger til at komme i en kage 🙂 Det er jo mildest talt ikke sæson mere…
    Jeg glæder mig nu allerede til efteråret, hvor jeg skal bage denne kage igen!
    Hilsen Signe

  • Ege siger:

    Jeg kogte ikke rødbederne ,men blendte dem i minihakkeren som en fint grynet masse og tilsatte 1 spsk eddike …… så er kagen rost til skyerne
    Så glem det med at koge rødbederne 🙂
    Det var kun til rødbeden jeg skulle have vægten frem ellers godt at det er dl mål

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *